Ikke på bekostning af min udsigt

Informations- og borgermøder på Nordals og i Assens viste kritisk interesse for opstilling af den kystnære vindmøllepark på Lillegrund i det sydlige Lillebælt. Der er behov for at styrke visualiseringer og dialog på begge sider af Lillebælt.

Af Peter Rathje

Sonfor, som projektudvikler det kystnære vindmølleprojekt på Lillegrund, har som led i den igangsatte VVM-undersøgelse, afholdt informations- og borgermøder på Nordals hhv. i Assens.

20 – 44 kystnære møller, 140 – 250 m over havet

Projektet omfatter 20 – 44 kystnære vindmøller med en samlet kapacitet på ca. 160 MW opstillet på Lillegrund i det sydlige Lillebælt. Vindmøllerne forventes at have en totalhøjde på 140 – 250 m over havet. Undersøgelsesområdet udgør ca. 30 km2, og med mindst 4 km afstand fra land til nærmeste mølle, vil der ikke være støj fra møllerne på land. Landføringen sker til Als, hvor der opstilles transformerstation. Anlægsprisen beløber sig til ca. 2,5 mia. kr. Borgere/virksomheder i de 6 berørte Lillebælt-kommuner har fortrinsret til at købe andele i projektet. 

VVM-undersøgelsen forventes afsluttet i 2018, og møllerne kan tidligst forventes opstillet i 2021.

De mange fremmødte deltagere var interesseret i at høre, og frem for alt ”se”, hvordan projektet forventes at påvirke det naturskønne Lillebælt. Men borgerne må væbne sig med tålmodighed for visualiseringerne kan først præsenteres, når området er fotograferet, og alternative mølleplaceringer er indplaceret i fotografierne.

De mange gode spørgsmål

Det egentlige formål med mødet var at orientere om projektet og modtage spørgsmål til den igangsatte undersøgelsesfase. Og der kom masser af spørgsmål – både i Assens og på Nordals:

Hvorfor skal vi have vindmøller? Hvorfor skal de opstilles i Lillebælt? Hvad med vores udsigt? Hvad med lys og skyggekast fra møllerne? Skal de kun dække Sønderborgs behov eller kan andre også få glæde af dem? Hvad afgør møllehøjden? Hvem har køberet? Hvordan ser investeringen ud? Kan man fiske på de nye rev? Hvor skabes jobbene? Hvad med marsvin og rovfuglene? Hvad viser erfaringerne fra andre mølleopstillinger?

Spørgsmålene blev noteret ned og der kan afleveres flere spørgsmål på vind@sonfor.dk frem til og med den 10. september 2017.

 

For mere information, kontakt Iben Nielsen, senior projektleder, SONFOR på ibni@sonfor.dk.

 

5. september 2017

Visualisering

Er fotografiske billeder af det landskab, som de nye vindmøller planlægges opstillet i. De nye vindmøller ”tegnes” ind i billederne så realistisk som muligt. Visualiseringer indgår som regel som en del af VVM-arbejdet. Det er ikke nemt at formidle en konkret ”landskabsoplevelse” gennem et todimensionelt farvefoto, ofte i A4-format, men det er det bedste redskab der pt. er til rådighed til vurdering af de landskabelige konsekvenser. Og for den trænede iagttager er det muligt at danne sig en rimelig forestilling om hvordan vindmøllerne vil opleves i virkeligheden.

VVM-undersøgelse/ Miljøkonsekvensvurdering

Møllerne vil være et nyt element i landskabet og kan give en visuel påvirkning for mennesker, der opholder sig på havet og langs kysten. Møllerne kan forstyrre rastende og trækkende fugle i Lillebælt. Støj i anlægsperioden kan påvirke havets dyr og de mennesker, der opholder sig på havet og langs kysten. 

Møllerne producerer grøn energi og bidrager dermed til at reducere Lillebælt-områdets CO2-udledning svarende til 125.000 husstandes årlige elforbrug.

Cookiepolitik