Biogas skal reducere CO2-udledningen med 100.000 ton

NGF Nature Energy har indgået aftale med BioenergiSyd om to biogas-anlæg i Sønderborg med en samlet investeringssum på 500 mio kr.

Af Peter Rathje

Med ambitionen om at reducere Sønderborgs CO2-udledning med 100.000 ton CO2 og samtidig skabe 50 nye grønne arbejdspladser, har BioenergiSyd indgået aftale med NGF Nature Energy. Partnerskabet skal sikre landbrugets leverancer af gylle m.v. til 2 store biogas-anlæg samt også gerne landbruget som medinvestor. Anlægsinvesteringerne beløber sig til samlet 500 mio kr.

NGF leverer allerede bio-naturgas til Sønderborgs nye bio-busser 

NGF Nature Energy er Danmarks største producent af grøn energi og ligeledes leverandør af bio-naturgas til Sønderborgs 44 nye bio-busser. Peter Gæmelke (formand) og Ole Hvelplund (direktør) understregede på mødet, at anlæggene bliver til noget, hvis der er et tilstrækkeligt antal landmænd, som er klar til at være med. NGF Nature Energy driver i dag fire storskala biogasanlæg i Danmark og er i gang med at bygge yderligere tre anlæg.

Fra underskrivelsen i Sønderborg onsdag ses fra venstre direktør Ole Hvelplund, formand Peter Gæmelke, borgmester Erik Lauritzen, formand for BioenergiSyd, Andreas Bonde og næstformand Martin Lambert Pedersen.

Jens Lai, landmand på Sundeved og Nordals, glæder sig over aftalen. Jens Lai har gennem flere år været aktivt involveret i et skabe fundamentet for de to anlæg samt sikre landbrugets aktive deltagelse i projektet.

”Med to anlæg sikres mere homogene blandinger af svine- og kvæggylle til hvert af anlæggene, ligesom landmændene får et mere fosfor-tilpasset produkt retur til markerne. Dermed skaber to anlæg et endnu bedre win-win for landbruget”, siger Jens Lei til ZEROnyt.

Også Andreas Bonde, formand for BioenergiSyd, glæder sig over aftalen, som med et vestligt anlæg sikrer, at der bliver mulighed for, at stort set alle BioenergiSyds medlemmer kan træde ind i aftalen.

 

5. september 2017

Hvor skal anlæggene placeres?

Det ene anlæg forventes placeret i Glansager, det andet i ca. 30 kilometers køreafstand, således at anlæggene aktivt kan ”høste” områdets bio/affaldsmasse og sikre en optimal ressourceudnyttelse.

BioenergiSyd

BioenergiSyd blev etableret i 2009 til fremme af bioenergi i Sønderjylland.

Foreningen har 75 medlemmer, hvoraf hovedparten er landmænd i Sønderborg og Aabenraa Kommuner. Foreningen, som er knyttet LandboSyd, har til formål at arbejde for etablering af et eller flere fælles biogasanlæg i området. Desuden er foreningen talerør for de biogasinteresserede medlemmer og indsamler viden og erfaringer om bioenergi.

Foreningens formand er mælkeproducent Andreas Bonde, Aabenraa. Næstformand er Martin Lambert Pedersen.

Cookiepolitik