Tag bussen - det er billigt og klimavenligt

Er du en af dem, der sjældent eller aldrig kører med bus? Så er det måske fordi du tror, at det er alt for dyr

Af Sønderborg Kommune

Det er selvfølgelig meget subjektivt, hvornår noget er dyrt, men måske vil disse priseksempler overraske dig. Med rejsekort koster en tur med rute 223 fra Sønderborg til Nordborg 23 kr. Udenfor myldretiden er prisen 18,40 kr. Er det dyrt for en rejse på 25 km, hvor du kan bruge rejsetiden på 48 minutter på at læse dagens avis, arbejde på vej til møde, tage en lur eller bare nyde turen gennem det smukke alsiske landskab? Kun du kender svaret.

Rute 223 er den gennemgående rute fra Nordborg til Gråsten. Der er hyppige afgange, og bussen kører det meste af døgnet. Det er en meget populær rute med mange rejsende. Med rejsekort koster hele turen 34 kr. eller 27,20 kr. udenfor myldretiden, dvs. hverdage mellem 11 og 13 og kl. 18 - 07 samt hele lørdagen og søn- og helligdage.

Der er forskellige billettyper, og hvilken der er billigst afhænger af, hvor ofte du bruger bussen. Rejser du dagligt, er periodekort det billigste. Det koster 999 kr. pr. måned fra Nordborg til Gråsten. Tager du kun bussen en gang imellem er rejsekortet det billigste - 34 kr. En almindelig enkeltbillet koster 60 kr. Det er vist et rigtig godt argument for at anskaffe sig et rejsekort.

En tur med bussen fra Hørup til Sønderborg eller fra Vester Sottrup til Sønderborg koster 12,50 kr. eller 10 kr. udenfor myldretiden - med rejsekort.

"Jeg tror nok, der er nogen, der vil blive overrasket over disse priseksempler. Det er mit indtryk, at der er en generel opfattelse af, at det er vildt dyrt at køre med det offentlige, og det er ikke korrekt. Med til historien hører også, at rejsetiden er tid, der kan bruges effektivt til arbejde eller mødeforberedelse. Eller også kan man bare slappe af på en helt anden måde end, når man sidder med foden på speederen og næsen begravet i GPS´en. Endelig er offentlig transport betydeligt mere klimavenligt end privatbilisme, og det gælder i særlig grad i Sønderborg Kommune, fordi vores busser kører på CO2-neutral biogas", siger Frode Sørensen, formand for udvalget for teknik og miljø.

Busserne er en del af SmartEnCity projektet - se videoen om busserne her:

Pressemeddelelse, Sønderborg Kommune

24. oktober 2017

Beregn din pris

Du kan selv beregne prisen for din foretrukne rute på http://prisberegner.sydtrafik.dk

Her finder du en guide til, hvilken billettype, der er bedst og billigst for dig: https://www.sydtrafik.dk/billetter-og-priser/billetguide

Yderligere oplysninger

Frode Sørensen på tlf. 27 90 37 12

Trafikplanlægger Tina Aagaard Mørkeberg på tlf. 88 72 56 10

Cookiepolitik