Det perfekte MATCH til Sønderborg

Sønderborg-områdets omstilling for at blive CO2-neutral er i fuld gang, og mange borger samt virksomheder indtænker allerede smarte løsninger, for at komme tættere på målet.

Af Nicolas Bernhardi

Smart by tænkningen er en vigtig del af områdets omstilling, og smarte løsninger såsom solceller, varmepumper eller elbiler findes allerede mange steder i området. Men hvordan skal disse løsninger spille sammen, når elbilen fx skal lades med vores egen solcellestrøm, og kører vi mindre, bare fordi solen ikke skinner? Dette er nogle af de spørgsmål, der sættes spot på i forskningsprojektet MATCH, som ProjectZero er en del af.

”De smarte tekniske løsninger er en vigtig del af den grønne omstilling, men vi er interesseret i, hvordan borgerne bruger disse løsninger, og hvordan beslutningen for eller imod en løsning bliver truffet”, fortæller projektleder Toke Christensen fra Aalborg Universitet og fortsætter, ”Sønderborg-området er spændende, fordi ProjectZero visionen inspirerer borgerne og virksomheder til at tænke kreativt og bruge nye løsninger”.

Borgere og virksomheder har en central rolle i den smarte by

MATCH projektet er et internationalt forskningsprojekt, som skal finde svar på, hvilken rolle mindre forbrugere – såsom borgere og mindre virksomheder – spiller i en smart by. Men hvad betyder det egentlig at være smartere, og hvad er det egentlig, man mener, når man omtaler den smarte by, smartgrids og smart teknologier?

Borgere som har elbiler og boligejere, som installerer solceller og varmepumper i deres hjem har forskernes interesse. SuperBrugsen i Høruphav, der leverer varme til fjernvarmenettet og Diamanten i Fynshav, som vandt RENOVER prisen i 2014, er også nogle af de smarte løsninger, projektets forskere har fokus på.

På tur i Sønderborg-området

​MATCH partnere fra Aalborg Universitet, Eniig og Samsø Energiakademi foran Diamanten i Fynshav

Projektets partnere har været på rundtur i Sønderborg-området for at udveksle ideer og se, hvordan Sønderborg-områdets ProjectZero vision udfolder sig.

Lad dig inspirere

Overvejer du at få solceller, varmepumpe eller foretage en energirenovering i dit hjem? Så kom til Augustenborgs Bolig, Mad og Design messe, hvor ProjectZero fejer de første ti år med Sønderborg og giver inspiration til fremtidens smarte energiløsninger.

Hent din billet her:

http://www.projectzero.dk/da-DK/Borger/Gratis-billet-til-ProjectZeros-inspiratorium.aspx

2. oktober 2017

Om MATCH projektet

MATCH projektet skal undersøge, hvorvidt forbrugerne er villige til at ændre deres adfærd og bruge den grønne strøm, når den produceres. MATCH projektet varer i 2,5 år og har partnere i Danmark, Norge og Østrig.

Læs mere på: http://www.match-project.eu/

Køleanlæg i SuperBrugsen i HørupHav. Foto: Poul Alberg Østergaard.

MATCH er støttet af Smart Grids Plus programmet

Cookiepolitik