Børnehaven Parken hejser igen det grønne flag

Torsdag den 12. oktober hejste Børnehaven Parken for 7. år i træk det "grønne flag". Det grønne flag er friluftsrådets grønne mærkningsordning og tildeles institutioner og dagplejere, der arbejder målrettet med at formidle natur og miljø i børnehøjde.
Af Sønderborg Kommune

Det blev en festlig dag med børnesang, is og lanterneværksted. Rigtig mange søskende, forældre og bedsteforældre deltog og var med til at skabe en festdag for alle. Erik Lorenzen, formand for børne- og uddannelsesudvalget, stod for selve flaghejsningen.

I løbet af året har børnehaven Parken arbejdet målrettet med at give børnene et tættere forhold til naturen via en lang række hverdagsaktiviteter. Temaet for børnehavens grønne indsats i år har været luft og genbrug. Det er et kreativt forløb, der handler om natur og naturfænomener. Der er stillet spørgsmål som: Hvad er luft? Hvad anvendes luft til? Kan vi se luften? Har kroppen brug for luft? - og hvad er det, den store stykke ulv gør ved de tre små grises hus?

- Vi fandt svar på spørgsmålene ved blandt andet at lave pustelege, lege med sæbebobler, lave vindmøller og flyve med drage. En stue lavede deres egne sejlskibe af mælkekartoner, som blev søsat ved stranden, og en anden stue lavede deres egne vindspil. Vi har også arbejdet med genbrug og fordelene ved det i en verden med knappe ressourcer, fortæller Mette Bønning Petersen, leder af Børnehaven Parken.

Mette Bønning Petersen fortæller også, at det er vigtigt at have tid til fordybelse, når børnene arbejder med et tema.

- Det handler om at give børnene mulighed for en mere dybdegående, varieret og inspirerende læring, hvor der gives plads til børns interesser og behov. Børnene lærer nye ord og begreber, vi læser om luft og genbrug, leger, eksperimenterer og sanser. Vi ønsker at udvikle det sunde børneliv, hvor naturen bruges aktivt. Undersøgelser viser, at børn der opholder sig mere i naturen er mere raske og udvikler koncentrationsevne, samarbejdsvilje og opfindsomhed, siger Mette.

31. oktober 2017

Yderligere oplysninger

Mette Bønning Petersen
Daglig pædagogisk leder
T 8872 4294 / M 2790 3744
mbpe@sonderborg.dk - www.sonderborgkommune.dk

Cookiepolitik