Spar penge ved grønt julelys

Snart går vi tiden med julebelysning i møde, men der er penge at spare, hvis den gamle julekæde bliver skiftet til LED.

Af Kristian Krogh

Julen nærmer sig med hastige skridt, og det betyder traditioner, hygge og julepynt. I december måned hænger mange julebelysning op rundt i om huset for at skabe endnu mere hygge i den mørke tid.

Nogle nøjes med en enkelt kæde, andre dekorerer hele huset. Men uanset om man vælger lidt eller megen julebelysning, er der penge at spare.

Skift de gamle kæder ud med LED

LED har de seneste år for alvor fået sin udbredelse, og i år bugner alle butikkerne med LED julebelysning.

Ved at skifte til LED har man en stor strømbesparelse og en meget længere levetid. Man undgår samtidig at skulle skifte pærer så ofte på julebelysningen”, fortæller indehaver Kim Jeschko, N. H. Jespersen

Hvis en gammel julekæde bliver udskiftet med en LED kæde, kan der spares op til 93 procent, hvilket svarer til 169 kr. i hele december måned.

LED lever mellem 15.000-70.000 timer, hvor en gammel glødepære lever ca. 1.000 timer. Dette er endnu en bonus ved LED.

Brug en timer og spar endnu mere

I takt med at LED er blevet udbredt, er der nu også tænd/sluk ur på mange lyskæder. Med et tænd/sluk ur skal man ikke længere tænke på at tænde eller slukke for lyset – det sker automatisk inden for et selvvalgt tidsrum.

Det er også muligt at købe et separat tænd/sluk ur, som naturligvis også kan bruges uden for julesæsonen. Et tænd/sluk ur til husets mange elapparater kan fås for ganske få penge og vil ofte være hurtigt tjent hjem.

14. november 2017

5 gode råd om udendørs julebelysning

  • Tjek først og fremmest, at lyskæden er specielt beregnet til udendørs brug.
  • Køb kun udendørs lyskæder, der er CE-mærkede. CE-mærkningen er din garanti for, at producenten lever op til EU’s sikkerhedskrav og standarder.
  • Lyskæder, som anvendes til udendørs brug, skal være i en kvalitet, som kan modstå en dansk vinter med både regn, sne og frost.
  • Sæt kun udendørs julelys til en stikdåse, der er monteret udendørs af en autoriseret installatør.
  • Gå efter et lavt watt-tal. Jo lavere watt, jo lavere forbrug og en større besparelse på elregningen

Cookiepolitik