Solcellepark i Holm

AT Solars moderselskab, Better Energy A/S, vandt i 2016 Danmarks første tværnationale solcelleudbud og har ambitioner om at placere et 30 MW stort solcelleanlæg i Holm ved Nordborg. I sidste uge blev der afholdt borger/informationsmøde i Holm, hvor 130 borgere var mødt frem for at høre mere om den mulige, nye nabo.

Af ProjectZero

Better Energy A/S har fremsendt projektforslag til Sønderborg kommune for etablering af solcelleparken ved Holm, Nordborg. Det tiltænkte projektområde udgør i alt ca. 53 hektar. Området er beliggende i landområde nord for Holm landsby. Projektet kræver tillæg til kommuneplanen og udarbejdelse af lokalplan.

Onsdag den 8. november 2017 afholdt Holm Sogneforening borgermøde om planerne for at etablere en solcellepark nord for landsbyen Holm. Denne gang med deltagelse af projektmageren, Sønderborg Kommune og ProjectZero.

Sol over Nordals

Direktør Michael Vater, Better Energy, orienterede om projektet og stod på mål for aftenens mange spørgsmål om placering, finansiering, ejerskab, teknik, hensyn til naboer, dyreliv, natur, fortidsminder m.v. Solen har større kraft på de syddanske øer, og indstrålingen gør det interessant at etablere store solcelle-parker på Als.

Afdelingsleder Sille Marcussen, Sønderborg Kommune, besvarede spørgsmål om den politisk administrative proces relateret til projektet.

Peter Rathje, ProjectZero, orienterede om status for Sønderborgs ProjectZero-omstilling og områdets behov for langt mere strøm fra både vind og solceller – for at komme i mål og realisere projektets målsætninger i både 2020 og 2029.

Borgerforeningens formand, Kristian Dreyer, styrede sammen med foreningens øvrige bestyrelse debatten med kyndig hånd og sikrede, at de mange fremmødte fik svar på deres mange spørgsmål.

Smukt og dyrerigt naturområde

Projektområdet er beliggende i et landskab, som i landskabsanalysen er beskrevet som uforstyrret og med særlig værdifuld kulturhistorisk bebyggelses- og bevoksningsstruktur.

Teknik og Miljøudvalget har godkendt, at der udarbejdes kommuneplantillæg samt lokalplan for solcellepark ved Holm, Nordborg.

 

14. november 2017

Faktabox

Better Energy ønsker at opstille i alt 92.500 solcellemoduler svarende til en årlig strømproduktion på ca. 30 MW. Derudover skal der etableres ca. 16 transformere i området. Solcelleparkens produktion vil bidrage til en miljøvenlig strømproduktion til i alt ca. 6.500 husstandes forbrug. Bygherren har udover strømproduktion et ønske om at etablere økologisk dyrehold indenfor projektområdet i form af eksempelvis frilandsgrise eller høns.

Projektet bidrager til at reducere CO2 emissionen væsentligt og understøtter dermed byrådets vision om at skabe et CO2 neutralt Sønderborg i 2029.

Læs mere om projektet på kommunens hjemmeside.

Læs om Holm-borgernes solcelle-rejse på Borgerforeningens hjemmeside

Cookiepolitik