Byrådet spiller UNESCO-bolden videre

Bæredygtighedsagendaen er kommet til Sønderborg – og et kommende byrådsvalg kan ikke spille bolden af banen. Derfor spiller det samlede byråd bolden videre til det nye byråd som konstituerer sig efter valget den 21. november.

Af Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommune gennem 10 år arbejdet seriøst med bæredygtighed - blandt andet med ProjectZero, House of Science og senest som medlem af netværket UNESCO Learning Cities, hvor der arbejdes med fire forskellige dimensioner af bæredygtighed: miljø, økonomi, social og kulturel.
 
- Arbejdet med bæredygtighed har haft top-prioritering gennem to hele valgperioder, og nu er det tid til at kaste bolden op, så et nyt byråd kan spille den videre. Det har vi valgt at markere helt konkret ved at få taget det her billede, som jeg ved også skal bruges i et par andre sammenhænge i forbindelse med kommunens arbejde som bæredygtig læringsby, siger borgmester Erik Lauritzen. 
 
Sønderborg scorer verdensmål
Sønderborg Kommune har for nyligt indgået et partnerskabssamarbejde med tænketanken og konsulentbureauet Sustainia for at udbrede kendskabet til bæredygtighed og bæredygtige løsninger, samt at få det kommunikeret bredt ud. 
 
- Samarbejdet med Sustainia skal være med til at gøre bæredygtighed helt konkret, så vi får flere borgere med. I løbet af en tre-årig periode, som lige er gået i gang, vil vi motivere til en decideret adfærdsændring til en mere bæredygtig livsstil. Det sker blandt andet gennem leg og konkurrencer, hvor en ny app bliver omdrejningspunktet. Målsætningen er, at vi om tre år har 10.000 borgere som bæredygtighedsambassadører, siger formand for kulturel og regional udvikling, Stephan Kleinschmidt.
 
- Sustainia har ønsket at anvende Sønderborg Kommune som modelkommune for, hvordan der på meget visionær og handlingsorienteret måde konkret arbejdes med læring og bæredygtighed gennem tæt samskabelse med virksomheder og borgere. Sønderborgområdets indsatser vil gennem samarbejdet de tre næste år blive eksponeret som Danmarks førende bæredygtige læringsby, siger formand for Børn og Uddannelse, Erik Lorenzen.

8. november 2017

FN's 17 verdensmål

Det eksisterende byråd i Sønderborg Kommune var 1. november samlet til det sidste ordinære byrådsmøde inden kommunalvalget senere i november. Her blev de foreviget med bannere og bolde påtrykt FN's 17 verdensmål, for at signalere at dén bold nu gives videre, så det kommende byråd kan fortsætte arbejdet med at score verdensmål.

For yderlige information

For yderlige information, kontakt vicekommunaldirektør Carsten Lund, mobil 27 90 50 03.

Cookiepolitik