Varmen fosser ud af Bilka & Føtex

Nyt samarbejde mellem Dansk Supermarked og Sønderborg Fjernvarme sikrer bedre udnyttelse af overskudsvarme fra supermarkedernes køleanlæg. Varmeeksporten svarer til 50 husstandes varmeforbrug og sparer klimaet for CO2-udledning.

Kilde: Sønderborg fjernvarme

Flere og flere supermarkeder afleverer deres overskudsvarme til et fjernvarmenet – og det gælder nu også Bilka og Føtex i Sønderborg. Begge supermarkeder har investeret betydelige beløb i ombygning af deres køle- og varmeanlæg, så de nu bliver varmeproducenter i stedet for varmeforbrugere.

Store besparelser på klimakontoen

Dansk Supermarked Group har i samarbejde med Danfoss varmeafdeling i Århus stået for udvikling og implementering af deres løsning, og supermarkederne sparer ikke alene penge ved at bruge overskudsvarmen fra køleanlægget til opvarmning og varmt vand til, f.eks. rengøring. Løsningen gavner også klimaet, idet den overskydende varme sendes ud i fjernvarmenettet.

”Udnyttelse af overskudsvarme er en meget miljøvenlig løsning, der passer perfekt ind i Dansk Supermarkeds politik om ansvarlighed i alle processer”, siger Energichef Lars C. Christensen fra Dansk Supermarked Group.

Varme til mere end 50 husstande

At Sønderborg Fjernvarme nu aftager overskudsvarme fra Bilka og Føtex er helt i tråd med deres vision om at distribuere og udbrede miljøvenlig fjernvarme.

”Dette er et meget godt eksempel på, hvordan fjernvarmen kan være med til at udnytte energi, som ellers ville være gået tabt. Beregningerne viser, at overskudsvarmen fra de to supermarkeder årligt vil kunne forsyne mellem 50 og 60 almindelige parcelhuse. Projektet er forløbet godt i tæt samarbejde med Dansk Supermarked Group”, udtaler direktør Erik Wolff fra Sønderborg Fjernvarme.

Og skulle der opstå større behov for varme i de to supermarkeder, end man selv kan producere, kan de stadig modtage varme fra fjernvarmen, så forsyningssikkerheden er også i top.

ProjectZero kipper med det grønne flag

Også hos ProjectZero vækker løsningen begejstring: ”At udnytte overskudsvarme, som ellers vil gå til spilde, passer perfekt ind i Sønderborg-områdets klimavision, da løsningen er med til at reducere områdets CO2 udledning ”, siger direktør Peter Rathje fra ProjectZero.

 

28. marts 2017

Spildvarmen skal udnyttes siger ministeren

Generelt er det for få virksomheder, der udnytter spildvarmen. Det skal ændres, udtalte Lars Christian Lilleholt (V), energi-, forsynings- og klimaminister i januar 2017 i forbindelse med offentliggørelsen af det planlagte Facebook-datacenter i Odense. Han har efterfølgende kaldt Folketingets partier til møde.

- Vi skal drøfte en anden og bedre måde, så vi får mere ud af overskudsvarmen. Ikke kun fra datacentrene, men også andre virksomheder, sagde han i samme forbindelse til DR.

Udnyttelse af overskudsvarme har også været højaktuelt i forbindelse med etableringen af Apples nye datacenter i Viborg. Her har Apple tilbudt overskudsvarmen gratis til det lokale fjernvarmeselskab.

Analyse af mulighederne i Sønderborg

ProjectZero har i samarbejde med Sønderborg kommune og udvalgte virksomheder i efteråret 2016 undersøgt potentialerne i at udnytte områdets spildvarme bedre. Det handler både om at se potentialerne, men også om at kunne frigøre varme og distribuere den til andre forbrugere. Og i denne forbindelse er afstanden fra bl.a. teglværkerne ofte for stor til, at udnyttelsen er lønsom.

Information om Bilka & Føtex løsningen

Løsningen hos Bilka og Føtex er etableret i samarbejde med Eriks Smede og VVS, Danfoss, Dansk Supermarked og Sønderborg Fjernvarme.

Kontaktpersoner:

Lars C. Christensen, Dansk Supermarked Group, Tlf.: +45 29 39 86 91

Erik Wolff, Sønderborg Fjernvarme, Tlf.: +45 51 51 49 47

Cookiepolitik