Vand er også CO2

Torsdag den 16. marts var flere familier fra boligforeningerne forbi Sønderborgs rensningsanlæg for at se, hvad der sker med vandet, når det ryger i kloakken.

Af Henrik Bielefeldt

"Vi er synes egenlig, vi er gode til at spare på vandet, men det er spændende at se, hvad der sker, når vi hælder vandet i kloakken." Sådan havde mange af familierne det, da de torsdag aften var på besøg på rensningsanlægget.

Her fortalte Martin Odmand Jørgensen fra Sonfor om processen – fra vandet kommer ind til rensningsanlægget, til det igen ender i Alssund. Hele denne proces tager ikke lang tid, mens rejsen fra Alssund til vandhanen igen kan tage flere hundrede år.

Familierne blev guidet rundt på rensningsanlægget, og undervejs var der en god debat om, hvad vi gør i Danmark for at rense vores vand – og hvordan man kan nedsætte sit forbrug.

Vand er også CO2

Når vi åbner for vandhanen, udleder vi også CO2. En kubikmeter vand udleder 0,2 kg CO2 fra pumpningen fra boringen til vandhanen. Men det er ingenting i forhold til vandet, vi kan købe på flaske. Her udledes der ca. 180 kg CO2 per kubikmeter.

Så det har også en indflydelse på Sønderborgs vision om at være CO2 neutral, at vi nedsætter vores vandforbrug.

Derfor blev aftenen også brugt på at finde gode, simple spareråd, som alle familierne kunne bruge hjemme.

1. Har du opvaskemaskine, bør du fylde den helt op, inden den startes. Du behøver ikke at skylle servicet først – du kan blot skrabe madresterne af.

2. Brug en balje, hvis du vasker op i hånden. Du spilder en masse vand ved at vaske op under rindende hane.

3. Anvend mindst muligt vand, når du koger grøntsager.

4. Skyl dine grøntsager i en balje i stedet for at gøre det under rindende vand. Det vand, der opsamles i baljen, kan evt. anvendes til at vande blomster efterfølgende.

5. Hav en kande med vand i køleskabet – så behøver du ikke at lade vandet løbe for at få et glas koldt vand.

Sønderborg Rensningsanlæg

Vidste du, at rensningsanlægget også producerer biogas?

Biogassen bruges til at producere strøm og varme – faktisk kan anlægget producere ligeså meget strøm, som det bruger.

 

Sønderborg Rensningsanlæg aftager 4,5 mio. kubikmeter spildevand per år.

Vandforbrug

I Sønderborg bruger vi i gennemsnit 107 liter vand om dagen.

Forbruget fordeler sig således:

7 liter –   Mad & drikke

7 liter –   Andet

11 liter –  Opvask & rengøring

14 liter – Tøjvask

29 liter – Toiletskyl

39 liter – Personlig hygiejne

Cookiepolitik