Sluk lyset - brug mere strøm

Den 25. marts er det Earth Hour – hvor WWF opfordrer alle til at slukke lyset en time kl. 20.30 – 21.30.

Af Nicolas Bernhardi & Henrik Bielefeldt

Når vi slukker lyset den 25. marts, er det for at markere kampen mod klimaforandringerne forårsaget af udslippet af CO2.

Kommunerne er en vigtig del af Sluk-Lyset kampagnen, og jeg er meget glad for den store opbakning, vi møder år efter år. Den brede deltagelse er med til at gøre kampagnen landsdækkende – og jeg er taknemmelig for, at vi sammen kommer rundt i hele landet med det vigtige budskab om, at klimaet stadig er noget, vi skal kæmpe for. Vi slukker lyset, og tænder håbet sammen”, siger WWF Verdensnaturfondens generalsekretær Bo Øksnebjerg.

Handlingen er symbolsk, for skal vi sænke vores udledning af CO2, skal vi satse endnu mere på strømmen i fremtiden. Vi skal finde de steder, hvor det giver mening at omstille til strøm. Det kan være udskiftning af oliefyret med en varmepumpe eller kørsel i El-biler i stedet for benzinslugere.

Så når vi slukker lyset, er det for at vise, at den grønne omstilling er noget, vi alle kan tage del i. Det kræver en omstilling hos os alle i dagligdagen, for vi skal blive bedre til at bruge strømmen, når den stammer fra grøn produktion

Derfor ligger løsningen til reduktion af CO2 i en intelligent brug af strømmen – det kunne være at lade elbiler om natten, hvor der produceres grøn strøm, mens det øvrige forbrug er lavt. Og hvis fremtidens intelligente systemer formår at regulere forholdene mellem forbrug og strømproduktion, er der mulighed for yderligere reduktion af CO2 udledningen.

"Den grønne omstilling handler ikke kun om at spare på energien, men i lige så høj grad om at omstille vores energiforbrug og produktion", udtaler Nicolas Bernhardi fra ProjectZero.

Men vi skal selvfølgelig også sænke vores forbrug, omstillingen og besparelser går hånd i hånd. Måske kunne du bruge timen til at overveje, hvad du selv kan gøre for at mindske dit CO2 fodaftryk, når du slukker lyset den 25. marts?

 

14. marts 2017

Fakta om Earth Hour

Hvert år i marts engagerer WWF millioner af mennesker og tusindvis af virksomheder, kommuner og byer over hele kloden for at sætte fokus på klimaet.

  • 178 lande deltog i Earth Hour 2016
  • Mere end 6600 begivenheder blev registreret på det digitale Earth Hour kort
  • 1,23 mio. individuelle tiltag blev taget i kampen mod klimaforandringerne
  • 400 ikoniske bygninger slukkede lyset
  • Mere end 2,5 mia. officielle Earth Hour hashtags blev brugt på digitale medier

Cookiepolitik