En ung familie går grønt

Den unge familie fra Hørup er enige om de store linjer i renoveringen af deres klassiske parcelhus. Her er det især vigtigt for dem at reducere husets driftsomkostninger med energirigtige løsninger. Når det kommer til de indretningsmæssige detaljer, ophører enigheden.

​Af Charlie Lemtorp

Lasse, Tanja og lille Josephine, der snart skal være storesøster.

Hvis man spørger Lasse om familiens energiforbrug, er svaret, det ved Tanja. Når det kommer til renoveringerne, er det også Tanja, der presser på. Her vil Lasse gerne overveje tingene en ekstra gang. Men når beslutningen er taget, er Lasse, der arbejder som fysioterapeut, ikke bleg for at tage fat. På nogle få møder med energirådgiver Charlie Lemtorp bliver Lasse informeret om de forskellige muligheder og kommer derefter hurtigt med en tegning, der beskriver ideerne.

Lasse siger, "man skal jo overveje, om der er tale om nice to have eller need to have, men jeg kan godt se, vi ikke udnytter det potentiale, der er i vores hus. Derfor kan jeg også godt følge Tanja, når hun siger, vi ikke rigtig bruger gæstetoilettet, den bagerste del af stuen, køkkenet samt indgangspartiet. "

Energimærket i fokus

"Da vi kiggede på huse, fandt vi hurtigt ud af, at huset som minimum skulle have et energimærke D for at fange vores interesse", fortæller Tanja, der i øjeblikket er på barsel fra jobbet som folkeskolelærer.

"Det hus, vi faldt for, havde et D mærke, men da der både var installeret billig fjernvarme og solceller, vidste vi godt, at her kunne vi komme meget langt ned i driftsomkostninger", fortsætter Tanja.

"Da vi mener, vores varmeudgifter er lave, bliver vores store renovering heller ikke en decideret energirenovering med tilbagebetalingstider på 2-3 år. Men når vi alligevel går i gang, vælger vi at brække gulve op i de rum, vi arbejder i – både for at få mere isolering i, men også for at etablere gulvvarme. Når gulvene er oppe, lægger vi også et radonsug i for at mindske radonniveauet i vores hjem, som vi dog ikke har fået målt", supplerer Lasse.

Vores næste renovering

"Vores næste renovering starter når som helst, og det skal meget gerne stå færdigt til sommer, idet vi snart har famileforøgelse igen", smiler Lasse og kigger hen på Tanja.

"Denne gang udvider vi vores bryggers, der bliver til vores primære indgang, Større køkken fra 6 m2 til små 30 m2 og hertil etablerer vi en terrassedør ud til vores baghave, hvor vi forhåbentligt kan få en lille køkkenhave. Jeg har sat kartofler til forspiring, og hvis vi er heldige, bliver det allerede i år, vi kan hente de første kartofler og purløg ind til en kartoffelmad", siger Lasse.

"Der åbnes mere op til stuen fra køkkenet, og der bliver lukket nogle døre, så stuen bliver nemmere at indrette. Den bagerste del af stuen bliver nu til soveværelse, hvor vi udvider gæstetoilettet med entreen, så det kommer i forbindelse med soveværelset."

Tanja slutter med at fortælle, at hun er meget overrasket over at begge de firmaer, der afgiver tilbud, lover hende, at selv om tidsplanen er stram, når de at blive færdige med renoveringen, inden de 3 bliver til 4.

28. marts 2017

Cookiepolitik