Borgermøde om biogas ved Glansager

Kom til borgermøde og hør om planerne for biogasanlægget øst for Sønderborg. På selve mødet får du svar på dine spørgsmål om projektet og kan komme med forslag og idéer, inden myndighedsbehandlingen går i gang.

Af NIcolas Bernhardi

Den 3. maj godkendte Byrådet igangsættelsen af VVM undersøgelsen for et biogasanlæg øst for Sønderborg. Anlæggets placering skal være ved siden af containerpladsen i Glansager. For at sikre at alle spørgsmål er besvaret, og borgernes idéer kan inddrages i den kommunale godkendelsesproces, inviterer Sønderborg Kommune til borgermøde.

Borgermødet er en del af første offentlighedsfase for et eventuelt biogasanlæg øst for Sønderborg, som byrådet har besluttet, at der skal arbejdes videre med. Muligheden for en placering ved Blans er ligeledes undersøgt. NGF Nature Energy, ProjectZero, Niras og Sønderborg Kommune deltager i mødet og vil forklare om processen for myndighedsbehandlingen, besvare spørgsmål og høre dine ideer og forslag til projektet.

Mødet holdes mandag den 29. maj 2017 kl. 19 på Vollerup Kro, Huholt 19, Vollerup, 6400 Sønderborg.

Om anlægget

Placeringen af det kommende biogasanlæg er sket ud fra en lang række hensyn. For det første har det været vigtigt, at anlægget bliver placeret, så det kan dække hele kommunen i forhold til afgasning af husdyrgødning. Derudover har det også haft stor betydning, at anlægget bliver placeret i passende afstand til særlige naturområder eller bebyggelse.

 

Projektområdet ligger i landzone. Et kommende kommuneplantillæg og lokalplan vil indeholde detaljerede bestemmelser for biogasanlægget.   
 
Biogasanlægget vil bestå af:

  • En administrationsbygning og en procesbygning til varmevekslere mv.  
  • Læssehaller til på- og aflæsning af biomasse
  • Procestanke samt for- og efterlagertanke
  • Lagerfaciliteter til opbevaring af biomasser
  • Svovlrensningsanlæg til rensning af biogassen, gaskedel inkl. skorsten til procesvarme, gasfakkel, biofilter til rensning af ventilationsluft samt gasopgraderingsanlæg. 

29. maj 2017 kl. 19:00 - 23:59

Læs alt om Biogas i Sønderborg

Biogas i Sønderborg har sin egen hjemmeside. Læs mere her:

www.biogassonderborg.projectzero.dk/

Moderne biogasproduktion

Et moderne biogasanlæg består af en administrationsbygning, læssehaller til på- og aflæsning af biomasse samt procesbygning til varmevekslere mv. Derudover er der procestanke, for- og efterlagertanke, lagerfaciliteter til opbevaring af biomasser, svovlrensningsanlæg til rensning af biogassen, gaskedel inkl. skorsten til procesvarme, gasfakkel, biofilter til rensning af ventilationsluft samt gasopgraderingsanlæg. Bygningshøjder på ressourcestankene er ca. 28 m.

Den producerede gas bliver ikke opbevaret på anlægget, men direkte renset og sendt ud i naturgasnettet, hvorefter den kan bruges som almindelig naturgas til opvarmning, madlavning, industrielle processer – fra sommeren også til byens 42 nye gasbusser.

Ideoplægget

Klik på billedet for at læse kommunens ideoplæg.

Cookiepolitik