Sønderborgs nye biobusser kører på prutter

44 nye biogas-busser bringer Sønderborg helt i front med omstillingen af den kollektive transport. I de nye busser kan du medtage cyklen, oplade mobiltelefonen og surfe gratis på nettet.

Af Peter Rathje

44 nye biogas-busser bringer Sønderborg helt i front med omstillingen af den kollektive transport. I de nye busser kan du medtage cyklen, oplade mobiltelefonen og surfe gratis på nettet.

De nye busser blev indviet lørdag den 24. juni ved en reception på den nye store busholdeplads i Ragebøl, hvor busserne også fyldes over-night. 

Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen glædede sig over, at byrådet har valgt biogas som brændstof for de 44 nye busser, som nu ruller i Sønderborg-området. Med udsigt til at biogassen snart produceres lokalt, bliver løsningen helt bæredygtig. Sønderborgs borgmester og flere af talerne opfordrede Region Syddanmark til at følge Sønderborgs eksempel og få også de regionale busforbindelser på biogas.

Lars Andreasen, NGF Nature Energy, roste Sønderborg som det gode eksempel, som kan inspirere andre kommuner og andre transportaktører til at omlægge brændsler til biogas, som produceres på selskabets egne anlæg rundt i Danmark. Fyldeanlægget i Ragebøl er det pt største anlæg i Danmark, men andre kommuner forventes at følge trop.

26. juni 2017

Sparer 2.660 ton CO2

De 44 nye busser tyvstartede deres kørsel lørdag den 24. juni 2017, men er i fuld drift fra søndag den 25. juni. 2 mio. passagerer bruger årligt den kollektive bustransport i Sønderborg-området. De nye busser kører på opgraderet biogas fra NGF, som på sigt produceres på biogas-anlæg i Sønderborg. Skiftet fra diesel til biogas sparer bl.a. miljøet for 2.660 ton CO2 og bidrager dermed aktivt til både Sønderborgs ProjectZero-agenda samt cirkulær økonomi.

Busdriften ligger i det fælleskommunale SYDTRAFIK-selskab, men Sønderborgs nye busser køres af Umove, som også kører busser i bl.a. Tønder og Aabenraa. SYDTRAFIK justerer løbende køreplaner, så de matcher brugerønsker og hensigtsmæssig drift.

Den mest benyttede busrute er rute 223, som kører mellem Gråsten og Nordborg.

De regionale busforbindelser ud af Sønderborg-området kører fortsat på diesel.

Grøn transportplan Sønderborg

Energiplanen for grøn transport giver 27 initiativer til, hvordan Sønderborg-området frem mod 2029 kan reducere CO2-udledningen med 43.400 tons inden for 4 indsatsområder:

  • Kollektiv transport
  • Bæredygtig transport
  • Privatbilisme
  • Tung transport

Du kan læse mere om strategien og de 27 initiativer ved at trykke her.

Cookiepolitik