Føj, hvor det stank - indendørs!

Landmænd, nysgerrige borgere og bekymrede naboer til nyt biogas-anlæg i Glansager besøgte primo juni Holsteds store biogas-anlæg for ved selvsyn og med alle sanser at undersøge, om biogas-produktionen generer det omgivende samfund.

Af Peter Rathje

Landmænd, nysgerrige borgere og bekymrede naboer til nyt biogas-anlæg i Glansager besøgte primo juni Holsteds store biogas-anlæg for ved selvsyn og med alle sanser at undersøge, om biogas-produktionen generer det omgivende samfund.

Indrømmet, lugten var meget stram inde i gylle-modtagehallen, men udenfor var der intet at lugte - og deltagerne fik på rundturen en god orientering og snak med Morten Gyllenborg, NGF Nature Energy, om de aktuelle planer om at opføre et tilsvarende anlæg i Glansager. Morten Gyllenborg kunne berolige gæsterne med, at et moderne biogas-anlæg ikke lugter.

Andre ville vide, om man kunne dæmpe anlæggets fysiske fremtoning ved at anvende andre farver (end sort) eller plante store træer/buske rundt om anlægget. Løsningsforslagene blev noteret, så borgernes ideer kan indarbejdes i den igangsatte VVM-proces.

Gyllen hentes i en afstand på op til 15-20 km

Kvæg og svinegyllen hentes typisk i en afstand på 15-20 km fra anlægget. For anlægget i Sønderborg betyder placeringen i Glansager, at der kan hentes gylle overalt på Als og store dele af Sundeved. I Holsted iblandes både sorteret organisk industriaffald samt organisk affald fra supermarkeder, som oparbejdes til en ensartet biomasse, inden det sendes igennem reaktor-tankene.

Efter ca. 35 dage er biomassen afgasset. Gassen opgraderes og sendes på naturgasnettet, hvor den som grøn gas anvendes til industriprocesser, transport, opvarmning m.v. Den afgassede gylle sendes med værdifulde næringsstoffer retur til landmændene, hvor den kan spredes (næsten) uden lugtgener og bidrage til et nyt cirkulært kredsløb. Transporterne sker med NGF´s egne biler, som vaskes mellem kørslerne.

Passer som fod i hose med Sønderborgs behov og omstilling

Sønderborg-projektet er dimensioneret til at modtage 600.000 ton blandet biomasse, som estimeres at kunne producere 16 mio. m3 bionaturgas, svarende til opvarmningen af 10.000 husstande.

Biogassen er en effektiv og bæredygtig udnyttelse af organiske affaldsprodukter og skal sikre fremtidens grønne gas til Sønderborg-området. Grøn gas er nødvendigt for fremtidens grønne transportløsninger samt for at stabilisere energisystemet, når vinden ikke blæser. Og Sønderborg-området har masser af biomasse-potentialer, som kan udnyttes langt mere effektivt og miljømæssigt i et biogas-anlæg.

Fra 25. juni 2017 kører busserne i Sønderborg på biogas, som bliver tanket fra NGF´s anlæg i Ragebøl. Sønderborg-områdets teglværker og industri anvender også gas i deres processer. Den lokale produktion i Glansager vurderes at kunne dække det fremtidige lokale behov for biogas til både industri, bustransport og opvarmning. På sigt skal gassen dog ud af opvarmningen og primært helliges behov i transport-sektoren, som har store omstillings-udfordringer.

Også AUDI kører på grøn gas

NGF behøver dog ikke at frygte for sit salg af grøn gas, for AUDI har bud efter biogassen til 10.000 nye A5 g-tron gas-drevne AUDIér på det tyske marked – hvor NGF Nature Energy netop er valgt som leverandør af den certificerede bionaturgas.

21. juni 2017

Læs mere om Sønderborg biogas

ProjectZero har oprettet en hjemmeside, hvor projektets dokumenter og andre relevante informationer løbende lægges ud til interesserede borgere, landmænd og industri. Læs mere om projektet her: http://biogassonderborg.projectzero.dk/

Placeringen i Glansager er af nyere dato, også selv om en tidligere kommuneplan pegede på biogasanlæg i både Glansager og Blans.

Moderne biogas-anlæg

Et moderne biogasanlæg består af en administrationsbygning, læssehaller til på- og aflæsning af biomasse samt procesbygning til varmevekslere mv. Derudover er der procestanke, for- og efterlagertanke, lagerfaciliteter til opbevaring af biomasser, svovlrensningsanlæg til rensning af biogassen, gaskedel inkl. skorsten til procesvarme, gasfakkel, biofilter til rensning af ventilationsluft samt gasopgraderingsanlæg. Bygningshøjder på ressourcestankene er ca. 28 m. Den producerede gas bliver ikke opbevaret på anlægget, men renset og sendt direkte ud i naturgasnettet, hvorefter den kan bruges som almindelig naturgas til opvarmning, madlavning, industrielle processer – og fra juni 2017 også til byens 39 nye gasbusser.

Holsted Biogasanlæg

 

Cookiepolitik