Moder jord kræver opmærksomhed

Vi er alle dybt afhængige af planeten, så fremtiden tilhører de bæredygtige byer, sagde professor Steen Hildebrandt på Alsion-konference, med adresse til Sønderborg som ny UNESCO læringsby.

Af ProjectZero

Repræsentanter for byrådet, erhvervslivet, uddannelsesverdenen, lokale organisationer og netværk deltog den 4. januar 2017 i markeringen af Sønderborgs nye medlemskab af UNESCO Sustainable Learning City. Bæredygtighedsprofessor Steen Hildebrandt, CBS, var imponeret af det engagement og den kompetence, der er tilstede i Sønderborg Kommune.

Første danske kommune i netværket

Sønderborg er den første danske kommune, der er optaget i netværket, og Trine Bendix, der er medlem af den danske UNESCO nationalkommission bekræftede, at hun havde prikket Sønderborg på skulderen for at gøre opmærksom på mulighederne for en optagelse i netværket.

 "I har mobiliseret alle ressourcer i området for at muliggøre livslang læring - fra ABC til PH-D, som I kalder det. I lægger stor vægt på borgerdeltagelse, og det er vejen frem", sagde Trine Bendix og ønskede Sønderborg Kommune tillykke med medlemskabet.

Kulturel bæredygtighed

"Alle er vigtige, men vi skiller os især ud på målet om kulturel bæredygtighed. Det giver god mening for os i grænselandet med nationale mindretal på begge sider af grænsen. Der er 120 nationaliteter i Sønderborg Kommune. Mange studerer på universitetet på Alsion eller er ansat i vores virksomheder, der handler med og har afdelinger rundt omkring i den store verden. Vi er multikulturelle, og jeg ser det som en styrke. Vi vil det store udsyn til verden", sagde Erik Lauritzen bl.a. i sit indlæg.

Fod i hose med ProjectZero

I deres indlæg lagde både Peter Rathje, ProjectZero, Hans Lehmann, EUC Syd og Carsten Lund, vicekommunaldirektør, vægt på, at Sønderborg Kommune har en profil, der passer som fod i hose til et medlemskab i UNESCO internationale netværk for bæredygtige læringsbyer. Det skyldes i høj grad den massive grønne satsning på ProjectZero, der skal gøre området CO2-neutralt i 2029, og den uddannelsesmæssige satsning på House of Science og de øvrige læringshuse i Vidensby Sønderborg.

Moder jord sætter ny agenda

Mange havde set frem til oplægget fra Steen Hildebrandt, som er en kendt og højt respekteret professor i organisations- og ledelsesteori, der i de senere år især har markeret sig med stærke synspunkter om nødvendigheden af at sikre en omstilling til bæredygtig vækst.

"Vi er i gang med et epokeskifte, hvor Sønderborg lægger sig i et førerfelt, og hvor alle andre vil følge efter. Vi er afhængige af moder jord og skal passe på hende. Vi har brug for ilt, vand og mad, og hvis vi ikke passer på vores fælles klode, så vil de kommende generationer ikke arve en bæredygtig klode. Det er naivt at forestille sig "business as usual". Heldigvis har mange virksomheder og kapitalfonde set skriften på væggen. Bæredygtige investeringer er blevet et konkurrenceparameter", sagde Steen Hildebrandt.

Danfoss bakker op om FN´s 17 verdensmål

For Danfoss A/S er den grønne omstilling og en bæredygtig vækst ikke bare et konkurrenceparameter - det er kernen i deres forretningsmodel.

 "FN´s 17 verdensmål sætter en fælles retning for hele verden. Det er en kæmpe fordel, når vi skal udvikle energieffektive løsninger, der kan bruges verden rundt. Vi får ganske enkelt et større marked for vores produkter. Vi ser frem til at deltage i arbejdet med udviklingen af Sønderborg som bæredygtig læringsby", sagde Flemming Lynge Nielsen, Sustainable Director i Danfoss A/S.

17. januar 2017

Imponeret Steen Hildebrandt

Steen Hildebrandt var imponeret over Sønderborgs ProjectZero og postede dagen efter sit oplæg i Sønderborg dette på sin facebookside:

 "Sønderborg gør en meget stor, meget kompetent og prisværdig indsats. Jeg er ikke i tvivl om, at Sønderborg Kommune er og bliver noget ganske særligt, når det handler om at kombinere og integrere bæredygtighed, FN's 17 verdensmål og UNESCO's såkaldte 42 Key Features, dvs. 42 målepunkter for udvikling af en bæredygtig læringsby. Læg mærke til Sønderborg".

Fakta om netværket

  • UNESCOS netværk for bæredygtighed, medborgerskab og livslang læring blev stiftet på en konference i Beijing i 2013.
  • Sønderborg Kommune blev medlem i juli 2016.
  • Sønderborg er den første danske kommune, der er optaget i netværket.
  • Netværket tæller pt. 115 medlemmer fordelt i 28 lande over det meste af verden

Læs mere om Sønderborg som UNESCO læringsby i denne folder

Next step handler om konkrete tiltag

I de kommende måneder vil Sønderborg Kommune sammen med en lang række samarbejdspartnere fortsætte arbejdet med at konkretisere, hvordan medlemskabet skal udmøntes. Der er bl.a. planer om en årlig camp eller event, der skal markere Sønderborgs vej mod en bæredygtig fremtid.

Yderligere oplysninger

Vicekommunaldirektør Carsten Lund på tlf. 27 90 50 03.

Cookiepolitik