Smarte byer skal forbedre livet

SmartEnCity møde i Syditalien tiltrak mere end 100 europæiske deltagere. Quality of life skal være i fokus, når smarte teknologier og løsninger møder borgerne.

For Lecce´s ambitiøse borgmester, Paolo Perrone, handler det om at skabe en bedre by og bedre livskvalitet for byens borgere og de mange besøgende turister. Borgmesterens ambitioner fejler ikke noget, og Paolo Perrone lagde også billet ind på at blive Europæisk kulturhovedstad i 2019.

Lecce, næsten nederst i Syditaliens hæl, var i den forløbne uge vært for det årlige SmartEnCity netværksmøde, som gennem oplæg og debat satte fokus på fremtidens smarte byer. Konferencen tiltrak politikere, byudviklere, forskere, rådgivere og erhvervsfolk fra mere end 20 europæiske byer.

Den smarte by

Den smarte by er fokuseret på at blive CO2-neutral gennem energieffektive boliger, grøn fjernvarme/-køling, får sin strøm fra vindmøller og solceller, fremmer cyklismen og har et effektivt grønt offentligt transportsystem. Den smarte by bruger sine data intelligent og borgerne inddrages aktivt i løbende at udvikle nye og bedre løsninger.

Lecce´s vej mod nullet

Lecce er på vej. Ambitionen er i 2020 at have reduceret byens CO2-udledning med 20% i forhold til 2007. 2020-målet skal realiseres ved energirenovering af ejerboliger og kommunale bygninger samt vedvarende energi fra solceller og vind. På længere sigt skal Lecce også høste energi fra spildevandsrensning, biomasse og havet. Lecce har netop gennemført en Hackerton event, hvor byens mange datasæt blev stillet til rådighed for byens borgere, som efterfølgende dystede om udvikling af nye anvendelser.

Lecce er på vej, men der er endnu et stykke vej til målet – og inspiration udefra skal hjælpe Lecce videre.

Følgebyer skal lære af Sønderborg

Lecce er sammen med bulgarske Asenovgrad følgeby i SmartEnCity projektet, hvor Sønderborg sammen med spanske Vitoria-Gasteiz og estiske Tartu skal vise vejen til smarte og CO2-neutrale byer gennem demonstrationsprojekter støttet af EU med end 200 mio dkk.

Transporten er den store udfordring

I Vitoria-Gasteiz med 240.000 indbyggere arbejdes der fokuseret på at få bilerne ud af byen og omlagt transport til kollektive transportløsninger og veje som giver prioritet til cyklisme. I Tirana med 800.000 indbyggere, og hvor pengene er få, fokuseres på cyklisme og flere cykelstier. I Milano har man udpeget 10 testområder, hvor byen massivt afprøver delecykler, el-delebiler, smart parkering m.v. I Firenze satses på både gas og elbiler og infrastrukturen udbygges i samarbejde med private virksomheder.

De fossile biler er overalt på vej ud af byerne, men hastigheden af omstillingen afhænger af byens størrelse og mulighederne for at etablere effektive kollektive transportsystemer, som sammen med cyklismen kan omstille til grøn transport.

Fra Danmark deltog bl.a. professor Brian Vad Mathiesen (tv), Aalborg Universitet og Per Alex Sørensen, PlanEnergi. Brian Vad Mathiesen styrede formiddagens præsentationer og debat.

28. februar 2017

SmartEnCity Netværk

Ved at melde sig ind i SmartEnCity Network, kan Europa´s mindre og mellemstore byer dele deres erfaringer og lære fra best practice. Erfaringerne deles gennem netværksmøder, webinarer og besøg i byerne. Alle byer er velkomne og man behøver ikke være en hovedstad for at blive europæisk klimafrontløber.

Bliv medlem her.

Lecce

Lecce er en historisk by med 95.200 indbyggere i det sydlige Italien. Byens historie gør tilbage til tiden før Christi-fødsel. Byens er især kendt for sine barokke arkitektoniske monumenter udført i ”Lecce stone”, som gør byen til en af de førende turistbyer i Italien. Men Lecce er også center for fødevareproduktion med fokus på oliven og vin.

Med Middelhavet som nærmeste nabo har Lecce om sommeren behov for køling og om vinteren behov for opvarmning. Massive turiststrømme om sommeren øger energibehovet yderligere.

Lecce er follower-city i relation til EU SmartEnCity, hvilket styrker Lecce´s egen omstilling med fokus på energirenovering, solceller og vindmøller.

Lecce er medlem af EU Covenant of Mayors og har i 2014 opdateret sin SEAP bæredygtighedsplan (Sustainable Enery Action Plan), som i EU systemet dokumenter både planer og resultater. Ambitionen for 2020 er at reducere CO2-udledningen med 20% i forhold til 2007.

Se Youtube film om Lecce her:

https://www.youtube.com/watch?v=lNqosMjD9vs

https://www.youtube.com/watch?v=7ZrSqW2-p2M

 

Cookiepolitik