Sønderborgs ProjectZero hjalp bæredygtighed ind i spejdernes drømmekøretøj på Spejdernes Lejr

På Spejdernes Lejr fik spejdere "ZERO HERO Innovation for our Climate" mærker for - i samarbejde med Sønderborgs ProjectZero - at udvikle bæredygtige løsninger til spejdernes drømmecamper i lejrens FABtown. 

Af Henriette Pilegaard - Sønderborg Kommune

Foto: Spejdernes Lejr - Johan Stauner Bill

Et køretøj som spejderne kan tage ud i naturen og bo i. Ja, som de kan køre helt til Mongoliet i og samtidig minimere sporene af forurening. 
Det har været en vision i FABtown - en afdeling af Spejdernes Lejr for de store spejdere over 17 år, hvor de i værksteder har bygget både varige spor som shelters til Kær Vestermark og prototyper til fremtidige landvindinger. Med overskriften SCOUT har de bygget på drømmecamperen for spejdere - SCOUTmobilen. 
Udgangspunktet var ganske vist en ikke særligt klimavenlig udtjent militærlastbil, men ideerne til forbedringer har ikke manglet hos spejderne. 

Til at minimere sporene af forurening har spejderne fået hjælp af Sønderborgs ProjectZero, som i ti år har arbejdet med visionen om at gøre Sønderborg-området CO2-neutralt inden 2029. 
ProjectZero har før lejren samlet lokale spejdere og eksperter fra områdets mange virksomheder, der arbejder med grønne energiløsninger, for at indkredse de udfordringer som lejrdeltagerne kunne gå løs på for at skabe et mere bæredygtigt spejderliv og samfund generelt. 
Og spejderne er kommet med en række løsninger, som tænkes indbygget i SCOUTmobilen, og som på lejren er bygget i udkast. Blandt andet en sammenklappelig vindmølle, et solvarmeanlæg til vand og et system til kompostering af affald.

Lokale erhvervsledere inddraget

Løsningerne blev lørdag præsenteret for Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, som afslutning på FABtown på Spejdernes Lejr. Også en række lokale erhvervsledere medvirkede til at vurdere spejdernes projekter. 
- SCOUTmobilen vil hjælpe os spejdere med at komme ud i naturen, hvor vi hører hjemme. Det kan godt være svært i hverdagen, når vi mødes tre timer hver uge i en hytte eller et lokale, forklarede Henrik Grothe, en af FABtown-aktivitetens ledere.

Lørdag blev der holdt afslutning og præsentation af SCOUTmobil-projektet: Her bedømmes en solvandvarmer af den lokale erhvervsleder Aksel Jepsen, Danfoss.  Foto: Spejdernes lejr - Johan Stauner Bill

- Det er tydeligt, at I spejdere har viljen og evnen til at udvikle nye løsninger. I forstår, at ideer ikke er nok. Man skal turde gribe værktøjet og omsætte dem, konkluderede Peter Rathje, direktør for ProjectZero, som uddelte "ZERO HERO Innovation for our Climate" mærker til spejderne, der har deltaget i FABtown SCOUT. 
Det har handlet om først at finde problemerne, så gennemtænke løsninger i flere faser og stille de kritiske spørgsmål, forklarede en af de unge spejderprojektledere, som har guidet ca. 600 spejdere igennem forløbet på lejren. 

Processen er vigtigst

I et telt var der plancher, hvor spejderne undervejs har skitseret deres løsninger, og særligt en gruppe på ca. 50 franske spejdere blev fremhævet for at have arbejdet med både genbrug af vand, bioforgasning og kompostering til bilen. 
- Det er ikke banebrydende opfindelser, men det har vi heller ikke forventet. Det vigtige er, at spejdere lærer af processen med idégenerering, hvor de ikke lade sig begrænse. Spejderne har lagt stor entusiasme i det, og det vil vi kvittere for. Det er godt gået, sagde Flemming Lynge Nielsen, som er bæredygtighedsdirektør på Danfoss og arbejder globalt med bl.a. FN's verdensmål. Fra Danfoss medvirkede også Aksel Jepsen, som er Head of Industry Affairs, og endnu en lokal iværksætter i dommerpanelet var Anders Lykkegaard.

Luksus på taget ​

Nogle spejdere har været meget fantasifulde og har udtænkt et dansegulv til SCOUTmobilens tag og en frøkanon, som kan bruges til at sprede fx solsikkefrø fra bilen
Michael Hamann, der er chef i Sønderborg Iværksætterservice, havde stor ros til ideerne, men spurgte ind til meningen med dansegulvet. 
- Spejdere vil gerne have bæredygtige løsninger uden at gå helt ned på luksus. Det skal også være sjovt, forklarede Lotte Hansen, der med firmaet Hansen & Ersbøll Agenda har medvirket som konsulent i ProjectZero's indsats i spejderlejren. 
- Ja, det er i hvert fald en udfordring at have et liv i luksus, der også er bæredygtigt, medgav Michael Hamann. 

Yderligere oplysninger fås hos Peter Rathje, direktør for ProjectZero, peter.rathje@projectzero.dk, M: 40 40 86 36

8. august 2017

SCOUTmobiler på næste lejr?

Resultaterne fra FABtown SCOUT bliver nu taget med hjem i spejdergrupperne. "Det er imponerende, hvad I spejdere har formået, og det er meget spændende, om I til den næste Spejdernes Lejr om fem år kommer kørende i renoverede SCOUTmobiler".

Der var mange kreative forslag til SCOUTmobilen - deriblandt en sammenklappelig vindmølle. Foto Spejdernes Lejr - Johan Stauner Bill

Lasse Høgsted fra Gentofte præsenterer udvalgte projekter. I baggrunden Flemming Lynge Nielsen, som er bæredygtighedsdirektør på Danfoss og arbejder globalt med bl.a. FN's verdensmål. Foto: Spejdernes Lejr -  Johan Stauner Bill

Det har handlet om først at finde problemerne, så gennemtænke løsninger i flere faser og stille de kritiske spørgsmål, forklarede en af de unge spejderprojektledere, som har guidet ca. 600 spejdere igennem forløbet på lejren. Foto Spejdernes Lejr - Johan Stauner Bill

Peter Rathje, direktør for Sønderborgs ProjectZero, viser her de ZERO HERO-mærker, som blev delt ud til spejdere, der havde deltaget i projektet Scoutmobilen på Spejdernes Lejr.  Foto:  Spejdernes Lejr - Johan Stauner Bill 

 

Cookiepolitik