Sønderborg udfordrede bæredygtige unge fra 40 nationer

125 unge i alderen 25-35 besøgte tirsdag Sønderborg for at blive inspireret til deres bæredygtige by-udviklingsprojekter. Fredag aften præsenterede de unge resultaterne i Aabenraa.

Af Peter Rathje

Med besøget i Sønderborg som inspirator lykkedes det deltagerne at konkretisere både globale udfordringer og mulige bæredygtige løsninger på FN´s verdensmål. Fredag aften fremlagde de unge deres udvalgte problemløsninger, som viste både talent, interesse og evne for at udvikle globale løsninger i samarbejde.

Masser af bæredygtige by-løsninger

Tomme bygninger skal enten bringes i anvendelse eller nedbrydes med respekt for, at materialerne skal genanvendes i nye byggerier. Affald er ressourcer, som moderne teknologi kan spotte og genanvende overalt i verden. Borgerne skal inddrages i beslutningerne om de autonome biler. Byernes unge skal aktiveres gennem læring, udfordringer og camps. Byernes bydele skal udfordres på handling/innovation og benchmarke med hinanden.

Meget overraskende, hvordan unge i et faciliteret forløb på kort tid kan skabe løsninger. Men det slutter ikke her. For de bedste ideer bliver frem til jul faciliteret af UNLEASH-sponsorer og både Gitte fra Danmark, Stephen fra Kenya og Shirley fra Israel er tændt på efterfølgende at sætte nye bæredygtige fingeraftryk på Aarhus, Nairobi og Tel Aviv. 

40 års hændelse satte rammen for ZEROtour

I Sønderborg bød borgmester Erik Lauritzen de mange unge velkommen og Flemming Lynge-Nielsen, Danfoss og Hans Lehmann, EUC Syd orienterede gæsterne om Sønderborg-områdets mangfoldige indsatser for bæredygtig omstilling indenfor rammen af FN´s 17. verdensmål. Efterfølgende drog deltagerne på en ZERO-aftentur med besøg på bl.a. Sønderborg rensningsanlæg, genbrugsstationen i Vollerup, Vindmøllerne på Mintebjerg og Solparken. Undervejs orienterede Lars Riemann (Sonfor), Per Bonefeld (Mintebjerg møllerne) og Peter Rathje om Sønderborgs bæredygtige løsninger og potentialer for ny innovation.

Vandet stod ned i stænger

Da deltagerne forlod Alsion i bus, stod vandet bogstaveligt ned i stænger og der måtte søges ly i et lille mødelokale på Rensningsanlægget, hvor masser af spørgsmål om vandrensning ”haglede ned” over Lars Riemann. Alle fik svar - og især vand og affald inspirerede efterfølgende deltagerne til bæredygtige problemløsninger.

Vejr-oplevelsen blev efterfølgende karakteriseret som en 40-årshændelse, men da klimaet er under forandring gentog hændelsen sig fredag aften.

ProjectZero glæder sig over, at Sønderborg kan inspirere unge til bæredygtige løsninger og håber, at de unge vil tage ZERO-tænkningen med hjem til deres lande og byer.

For yderligere information

Karim Pedersen, koordinator, Højskolen Østersøen – email: kp@hojoster.dk

Peter Rathje, direktør, ProjectZero – email: pr@projectzero.dk

22. august 2017

Se video fra besøget i Sønderborg

Gitte arbejder til dagligt med bæredygtigt byggeri

En af deltagerne, Gitte Gylling Olesen, som arbejder med bæredygtigt byggeri hos Rambøll, var imponeret over, hvorledes hun og de øvrige deltagere i løbet af ugen var blevet rystet sammen, inspireret og sammen havde udfordret komplekse bæredygtighedsudfordringer i alverdens byer.

FN´s verdensmål

Alle verdens lande besluttede i september 2015 at bakke op om de 17 verdensmål – også kaldet SDGér – Strategic Development Goals. Læs mere om FN´s verdensmål her​.

UNLEASH

I uge 33/2017 afholdtes UNLEASH Lab 2017 i Danmark, hvor 7 højskoler tog imod 1.000 unge internationale deltagere. Højskolerne faciliteede også ide/koncept/prototype-udvikling af bæredygtige løsninger. 125 af deltagerne havde valgt at arbejde med “Urban Sustainability” og deltog på et tilknyttet innovationsforløb på Højskolen Østersøen, Aabenraa.

Fra UNLEASH-projektets hjemmeside: “UNLEASH is a global innovation lab that brings together people from all over the world to transform 1,000 personal insights into hundreds of ideas, and build lasting global networks around the (UN) Sustainable Development Goals”. Både Kongehuset og regeringen deltager i det nationale UNLEASH-ugeprogram og UNLEASH Lab 2017 bakkes op af et et bredt partnerskab omfattende bl.a. Realdania, Nordea-fonden og Carlsbergfondet.

Læs mere på www.unleash.org.

Cookiepolitik