Næsten 1000 spejdere hyldet som klimahelte

6,4 tons CO2. Det er, hvad næsten 1000 spejdere sparede miljøet for, da de valgte at gå, cykle, blaffe eller sejle uden motor til Spejdernes Lejr fra alle hjørner af Danmark. I aften blev de hyldet af Sønderborg Kommune og fejret af hinanden.

Af Sønderborg Kommune

 

Spejderne kvitterede med ægte spejderhilsner, når de fik deres mærke. Når så mange mærker skulle overrækkes, var der brug for assistance, som borgmester Erik Lauritzen (ved mikrofonen) fik af chef i byråds- og direktionssekretariatet i Sønderborg Kommune, Betina Wichmann Knudsen.

B R A siger BRA, V O siger VO, siger BRA, siger VO, siger BRAVO. Sådan og mere til råbte en stor flok spejdere i aften, efter at borgmester Erik Lauritzen havde overrakt næsten 1000 Zero Hero- og Super Zero Hero-mærker til de spejdere, som valgte at tage til Spejdernes Lejr i Sønderborg på en klimavenlig måde, dvs. til fods, på cykel, på tommelfinger eller med båd uden motor. Superheltene havde taget hele vejen klimavenligt, mens de andre havde taget klimavejen fra kommunegrænsen.

Blandt de mere bemærkelsesværdige er en gruppe på 27 fra Roskilde, der cyklede hele vejen, en anden sjællænder, der tomlede den til Nyborg og cyklede derfra, Sundeved-spejdere, der tog turen over Alssund med Nydam Tveir, tre gæve teenagere, der vandrede fra Jerslev ved Brønderslev, og 12 fra Hundested, som tog turen i sejlbåd.

Asserballeskov Gruppe havde entreret med en hestevogn.

Inden de mange mærker blev delt ud, og spejderne hyldede hinanden med høje råb, benyttede borgmester Erik Lauritzen lejligheden til at fortælle om Sønderborg klimavision og om, hvorfor det er så vigtigt at bruge energien klogt:

- Det er helt sikkert, at klimaforandringer giver gener, ja, katastrofer verden over. Vi er alle sammen nødt til at gøre noget, hvis de næste generationer skal have samme gode vilkår som os. I Sønderborg arbejder vi hårdt for at blive CO2-neutrale i 2029, og vi er nået rigtig langt - men det er klart, at vi godt vidste, at en så stor spejderlejr som denne her ville belaste CO2-regnskabet. Og vi vidste, at transport ville være den største belastning. Derfor opfordrede vi alle til at komme hertil uden at bruge brændstof - og tusind tak til alle jer, der gjorde det. I kan være meget stolte over at få mærket, og jeg håber, I vil bære det på jeres uniform ved siden af alle de andre fine mærker, I har.

10. august 2017

To af de tre spejdere, der har gået turen fra Brønderslev til Sønderborg: Thomas Holm Hansen og Alma Bech Hansen.

De grønne pigespejdere fra Asserballeskov fik mærker for at have kørt i hestevogn det meste af vejen til lejren. Det allersidste stykke gik de.

 

Cookiepolitik