Besøg fra den kinesiske Hebei-provins

Provinsen er vært for vinterolympiaden 2022, som skal være CO2-neutral. Gæsterne besøgte Danfoss, EUC Syd samt Alsion, hvor de blev budt velkommen af viceborgmester Aase Nyegaard samt opdateret på ProjectZero visionen og Esbensens Kina-erfaringer. 

Af ProjectZero

Den 10 mand store delegation kom fra Hebei-provinsen i det nordøstlige Kina og var anført af Mao Yushan (毛宇山) fra Hebei Development and Reform Commission (Hebei DRC).

Hebei provinsen er selv godt i gang

Selv har Hebei-provinsen igangsat flere initiativer, som skal fremme provinsens omstilling forud for vinterolympiaden 2020. Målsætningen er i 2020 at reducere CO2-udledningen med 20,5% (i forhold til 2015), 50% af nye bygninger i provinsen skal være ”grønne”, andelen af vedvarende energi skal stige fra ca. 3 til 7%. Derudover vil der blive indført CO2-quota kontrol i 8 forskellig industrier. Ligeledes skal regionens skovareal forøges.

På ZEROtur i Sønderborg-området

Besøget i Sønderborg startede med et besøg på Danfoss i Nordborg. Efter Danfoss gik turen med bus videre mod Sønderborg. Undervejs fremviste ProjectZeros Peter Rathje demonstrationseksempler på Sønderborgs omstilling: Linak i Guderup, Solparken i Vollerup, EUC Syd, Kraftvarmeværket, Gehry Havneprojektet m.v.

På EUC Syd orienterede vicedirektør Hans Lehmann om skolens commitment til bæredygtighed, som kommer til udtryk i både den energirenoverede bygning og i læseplaner og læring.

På Alsion bød viceborgmester Aase Nyegaard velkommen til Sønderborg. På flydende kinesisk fortalte Brian Egering gæsterne om Sønderborgs ProjectZero, ogTorben Esbensen opdaterede gæsterne med sine erfaringer fra byudvikling i bl.a. Haiyan.

 

10. april 2017

Miljø i Kina og Hebei-provinsen

Kina har som bekendt alvorlige miljøproblemer, som især indebærer luft-og vandforurening. En af Kinas store udfordringer er at skære ned på forbruget af fossile brændstoffer.

En af de største faktorer for luftforureningen er afbrænding af kul. Især i perioden 2000-2010 steg Kinas brug af fossile brændstoffer kraftigt. Kina har de seneste år sat fokus på problemet, og i 2015 er forbruget af kul faldet med ca. 4%, mens CO2-udledningen er faldet med ca. 1,5%. Som en del af Kinas nye 5-års plan er det målet at skære yderligere ned på kulforbruget.

Målet er at forøge den vedvarende energi fra sol og vind samt supplere med naturgas.

Brian Egering

Brian Egering har afsluttet en bachelor i kinesisk på SDU i Sønderborg. Undervejs har han i 2 omgange opholdt sig i Kina for at styrke sit kinesiske sprog, som for alvor blev afprøvet under besøget fra Hebei.

Brian er pt i praktik hos CD-link og håber at kunne fortsætte på Cand. Negot studiet i Kinesisk på SDU/Alsion i efteråret 2017.

Cookiepolitik