19 gratis foredrag til Forskningens Døgn 2017

Bliv inspireret til fremtidens samfund når Forskningens Døgn løber af stablen den 24. – 28. april. Alle kan deltage, og det er gratis.

Kirsti Madvig Olesen, Sønderborg kommune

Forskningens Døgn i Sønderborg Kommune danner rammen om 5 døgn, hvor den nyeste forskning bliver serveret, så alle kan være med. Det er områdets folkeskoler, ungdomsuddannelser og universitet, der i samarbejde med Sønderborgs House of Science igen i år har sammensat et spændende program.

Det er især områdets uddannelsesinstitutioner, der sender deres elever og studerende afsted til arrangementerne - men foredragene er både gratis og åbne for alle.

Bæredygtighed som gennemgående tema

Som bæredygtig læringsby i det internationale UNESCO-netværk af Learning Cities, er det naturligt, at programmet i Sønderborg blandt andet kredser om emnet "bæredygtighed" og sætter fremtidens menneskelige vilkår i samfundet til debat og eftertanke. Det sker med arrangementsoverskrifterne som: "Mikroplast i Østersøen", "Vores klima - grønt og blåt i byen" og "Klimaet og den sorte indlandsis".

100 unge prioriterer fremtidens udfordringer

Ungdoms Science Parlamentet i Sønderborg har også fået plads i årets program og skyder Forskningens Døgn i gang med hele seks foredrag rundt om på ungdomsuddannelserne i Sønderborg mandag den 24. april. Foredragene fungerer som inspirationsoplæg til et heldagsarrangement fra 8-15 på EUC-Syd. Her vil 100 unge fra henholdsvis EUC syd og AP Møllerskolen debattere og arbejde med fire dimensioner af bæredygtighed. Dagen resulterer i et charta, som de unge overrækker til Sønderborg Kommunes borgmester, Erik Lauritzen.

I Sønderborg Kommune har vi fokus på livslang læring for alle, og vi har gennem flere år arbejdet fokuseret med, hvordan vi kan stimulere en bæredygtig udvikling gennem uddannelse. Jeg synes, det er et enormt spændende program, partnerskabet bag House of Science har fået sat sammen, og jeg glæder mig specielt til at se, hvordan de unge i Ungdoms Science Parlamentet vælger at vægte fremtidens klimamæssige udfordringer, siger formand for børne- og uddannelsesudvalget, Erik Lorenzen.

Grænselandet og det danske sprog

Programmet for Forskningens Døgn i Sønderborg byder også på emner, der relaterer sig til grænselandet med overskrifter: "Grænser i det grænseløse Europa?", "Udkants-Danmark, er det her?", "Bingo til danskerne?" - om fordele for grænsependlere og "Hvorfor tysk(ere) og dansk(ere) måske er forskellige".

Og så er der enkelte arrangementer, som er i sin helt egen kategori. Fx foredraget "Verdens 7.000 sprog" på Gråsten Bibliotek den 24. april kl. 16.30, hvor man kan blive klogere på om dansk virkelig er så svært at lære, som nye danskere hævder, og hvilke sproglige træk der kun findes i det danske sprog og ikke i de 6999 andre!

11. april 2017

Om Forskningens Døgn

Forskningens Døgn er et nationalt arrangement under Uddannelsesministeriet. Formålet er at øge opmærksomheden og vække interesse for forskning hos den danske befolkning og skabe forståelse for den betydning, som forskning har for vores samfund og hverdag.

For yderlige information, kontakt projektleder for uddannelsespartnerskabet House of Science og koordinator for Forskningens Døgn i Sønderborg Kommune Birgitte Bjørn Petersen 27 90 45 39

Download program for Forskningens Døgn 2017 her.

Om Sønderborgs House of Science

House of Science er et selvstændigt partnerskab, hvor medlemmerne sidder som ligeværdige parter i partnerskabsbestyrelsen. Den daglige ledelse er forankret i Sønderborg Kommune, afd. for Børn og Uddannelse og står i samarbejde med partnerskabsbestyrelsen for den driftsmæssige del af House of Science. Til partnerskabet er knyttet en række undervisere, der hver med deres særlige kompetencer bidrager til visionen for House of Science. På partnerskabets uddannelsesinstitutioner og skoler er der desuden en række matematik- og naturfagsvejledere og lærere, der tilsammen udgør et stærkt netværk.

House of Science blev etableret i 2009 af Sønderborg Kommune, den naturvidenskabelige oplevelsespark Universe og ProjectZero. Efterfølgende er Sønderborg Forsyning og de fem Ungdomsuddannelser; Sønderborg Statsskole, Alssundgymnasiet, Det Blå Gymnasium, EUC Syd og VUC Syd trådt ind i partnerskabet, som samarbejder med både Syddansk Universitet og Erhvervsakademi SydVest.

Cookiepolitik