Ambitiøse grønne butikker

Sønderborgs borgmester tyvstartede, da han forleden uddelte diplomer til stolte butiksejere.

Af ProjectZero

På billedet ses en stolt Henning Brock fra Home, der modtager sit nye diplom fra borgmesteren, Erik Lauritzen.

Nyt klimamærke fremhæver butikkernes indsats!

ProjectZero lancerer nu en helt ny klimamærkning til alle Sønderborg-områdets ZERObutikker. Det er de velkendte grønne eller hvide klistermærker fra butikkerne, der nu får en afløser.

Klistermærkerne har sammen med et tilhørende diplom i en årrække været butikkernes synlige bevis for, at de har gjort en indsats for klimaet. Har en butik kunnet reducere sin CO2-udledning med mere end 10%, har man kunnet blive en del af ZERObutik-programmet. Ca. 90 butikker deltager nu i ZERObutik og bidrager dermed aktivt til, at gøre Sønderborg-området CO2 neutralt i 2029.

Begejstring ved lanceringen på Fox and Hounds

ZERObutik og borgmester Erik Lauritzen tyvstartede det nye klimamærke, ved et lille event på Fox and Hounds i onsdags. Her overrakte borgmesteren de første af de nye diplomer. Fremover uddeles diplomerne hvert kvartal. Uddelingen er samtidig en anledning til at fremhæve de gode eksempler.

Jes F. Andersen, Helsam siger i forbindelse med diplommodtagelsen: ”For os falder det helt naturligt at tænke i de baner. Et er naturligvis klimaet, men det øger altså bare motivationen, når der samtidig kan spares penge på indsatsen. Vi glæder os til at hænge vores sølv-diplom op, men allerede nu kribler i os for at bevæge os op i guldmærket”.

Sønderborg-områdets butikker er ambitiøse for klimaet – der er mange penge at spare

Kristian Krogh der er projektleder for ZERObutik-programmet udtaler:  ”I vores område har handelsstanden gjort en stor indsats. I starten var vi i ProjectZero glade hvis handelsstanden blot ville deltage – men butikkerne er siden da blevet mere og mere ambitiøse. Interessen for yderligere indsatser i butikkerne er stigende.”

”Vores oprindelige mærkning var ikke tidssvarende – så det var på tide at tage skridtet videre og også fremhæve de butikker, der fortsætter med at optimere. Eksempelvis har Helsam reduceret mere end 40% af deres samlede CO2-udledning. Også Nebeling i Guderup bør fremhæves. Ved at skifte al belysning til LED har Nebeling sparet 61% på deres elregning, og samtidig gjort noget godt for klimaet” siger Kristian Krogh og fortsætter: ”Butikkerne har set, at der er mange penge at spare ved simple tiltag, og denne positive oplevelse spreder sig hurtigt.”

17. oktober 2016

Det nye klimamærke

Det nye klimamærke er opdelt i forskellige kategorier. En hvid kategori, hvis butikken har reduceret mere end 10%. En bronze (21-30%), sølv (31-50%) og guld (51-70%) – samt en grøn kategori når butikken er lykkes med at reducere mere end 70%. Det hele har fået en grafisk makeover, men der stadig tale om et klistermærke til at sætte på butikkens hoveddør og et diplom til at hænge i butikken. Diplomet er desuden tilføjet fire overordnede indsatsområder, så det er tydeligt hvor den enkelte butik har sat ind.

 

Butikkerne der fik det nye klimamærke

På billedet ses fra venstre borgmesteren, Erik Lauritzen og de 7 stolte butikker med deres nye diplom.

De gode historier

”Det har været vigtigt for os at fremhæve alle de gode historier fra butikkerne, og ikke bare vise at de gør noget godt for klimaet – men også hvad de har gjort for at inspirere andre til selv at gøre noget eller spørge butikken til råds – så se efter de nye mærker i butikkerne og spørg endelig løs. Mange af idéerne kan man også bruge i privaten,” slutter Kristian Krogh.

Cookiepolitik