Sønderborg Kommune har halveret sin CO2-udledning

Sønderborg kommunes CO2-måler viser, at kommunen (som virksomhed) allerede i 2015 har realiseret 2020-målsætningen med en CO2-reduktion på 50% siden 2007.

Af Peter Rathje

Sønderborg-området skal være CO2-neutralt senest i 2029. Delmålene er 25 procents reduktion i 2015 og 50 procents reduktion i 2020. Sønderborg Kommune udarbejder hvert år et CO2- og Energiregnskab, og regnskabet for 2015 viser, at Sønderborg Kommune som virksomhed i 2015 har reduceret CO2-udledningen med hele 50 procent i forhold til udledningen i 2007.

Kommunen som rollemodel for ProjectZero

Sønderborg Kommune er partner og en vigtig medspiller i Sønderborgs ProjectZero. Derfor er det selvfølgelig glædeligt, at vi har nået en CO2-reduktion på 50 procent fem år før tid. Det flotte resultat skyldes dels den grønne omstilling i energiforsyningen, men også de målrettede investeringer i energioptimering i de kommunale bygninger, siger Frode Sørensen.

Bygningsrenoveringer og solceller for 164 mio kr

Omstillingen i energiproduktionen skyldes primært mere grøn el og mere grøn fjernvarme. Energiforbruget i de kommunale bygninger står for 3/4 af CO2-udledningen, derfor har der været fokus på dette område, og i perioden 2009-2016 er der investeret 164 mio. kr. i energioptimeringer og opsætning af solceller på de kommunale bygninger. 44 af de kommunale bygninger har nu solcelleanlæg, og det er en af de væsentligste årsager til årets reduktion. Derudover er gadelys blevet udskiftet til LED-belysning. Gadelysprojektet blev afsluttet sommeren 2016.

Kommunen som virksomhed

Det er vigtigt, at understrege, at det ikke er hele Sønderborgområdets CO2-udledning, der er reduceret med 50 procent. Det er Sønderborg Kommune som virksomhed, og dermed kun den udledning, der stammer fra energiforbruget i de kommunale bygninger, gadelys og kommunal transport. Den samlede CO2-udledning fra hele Sønderborg-området, inklusiv udledninger fra private boliger, virksomheder, transport, etc., blev (akkumuleret) reduceret med 35 procent i perioden 2007 - 2015. Akkumuleret siden 2007, hvor Sønderborg startede sin ProjectZero-rejse mod et CO2-neutralt Sønderborg i 2029.

 

Yderligere oplysninger hos klimakoordinator Lene Sternsdorf på tlf. 27 90 66 36.

 

 

14. november 2016

Frode Sørensen, formand for udvalget for teknik og miljø, er stolt af, at Sønderborg Kommune går foran og er rollemodel.

LED gadelys

Energikort Als

Cookiepolitik