Kan persontransporten gøres grøn?

Sønderborg-området skal være CO2-neutralt i 2029. Transportområdet er en af de store udfordringer, men kan transportområdet blive grønt inden da?

Af Pernille Petersen

Mange er dybt afhængige af et transportmiddel i deres hverdag, om det er cykel, tog eller bil.

Denne afhængighed betyder også, at en grøn omstilling af transportområdet indebærer mange udfordringer og forhindringer på vejen – forbi det bl.a. handler om økonomi, adfærd og den teknologiske udvikling.
Omstillingen er ikke blevet lettere med regeringens nedsættelse af afgiften på de dyrere biler og en gradvis optrapning af afgiften på elbiler frem mod 2020.

Finansloven for 2017 er heller ikke præget af den grønne omstilling på transportområdet.

Men på trods af manglende politiske ambitioner er der stadig håb for omstillingen.

Den teknologiske udvikling

I de seneste år er der sket en stor teknologisk udvikling inden for grønne køretøjer, og udviklingen forsætter med lynets hastighed. Der forventes en bedre performance til stadig lavere priser.

Ifølge Dansk Elbil Alliance forventes batteripriserne frem mod 2020 at falde med 68 procent, og samtidig vil elbilerne kunne køre længere på en opladning.

Dette betyder, at elbilerne vil blive mere konkurrencedygtige i forhold til den traditionelle fossildrevne bil, og derved vil elbilen for alvor kunne få et gennembrud i 2020.

Men samtidig med at teknologen buldrer derudad, skal der samtidig sættes fokus på at ændre transportvaner og få bl.a. den kollektive transport gjort mere attraktiv.

Hvor langt er vi i Sønderborg området?

I Sønderborg-området er der udarbejdet en grøn transportstrategi, som indeholder 27 initiativer, der frem mod 2029 skal reducere CO2-udledningen markant.

Sønderborg-området realiserer i 2017 en vigtig milepæl inden for den kollektive transport, når alle busserne fra juni måned kører på grøn biogas. Dette betyder, at busdriften vil være CO2-neutral og bidrager med en årlig CO2-reduktion på ca. 2.700 tons. Derudover vil busserne kunne medtage cykler, så det bliver lettere at tage cyklen til og fra busstoppestedet.

Selv om salget af elbiler står stille i Danmark, fortsætter udrulningen af elbiler i Sønderborg-området. Dette sker gennem dele-elbiler, som i år blev lanceret i Fynshav, og i 2017 ser vi frem til endnu flere delebilsordninger i området.

Fra politisk side har Sønderborg Kommune valgt at afsætte midler til at implementere den grønne transportstrategi, og der bliver bl.a. installeret intelligent trafikstyring, som også mindsker CO2-udledningen.

Transporten kan med andre ord blive grøn, men det forudsætter ambitiøs politisk opbakning, teknologisk udvikling og omstillingsparate borgere.

I Sønderborg er vi ambitiøse og opbakningen stor, så målet i 2029 er forsat muligt trods nationale bump på vejen.

28. november 2016

Grøn transportstrategi

Vil du læse den grønne transportstrategi, så klik her.

Vidste du, at..

...på ni lokationer i Sønderborg-området kan du lade din elbil.

Se, hvor i området du finder den nærmeste ladestander på Dansk Elbil Alliances ladekort.

Ladekort

Cookiepolitik