Minus 35 % CO2 i Sønderborg

Det går godt for Sønderborg-området med at reducere CO2-udledningen. Det viser årsopgørelsen 2015, hvor Sønderborg-områdets CO2-måler nu viser en reduktion på 35 % i forhold til 2007.

Det svarer til, at Sønderborg har mindsket udledningen af CO2 med ca. 242.600 tons.

Forklaringerne på denne foreløbige Sønderborg-succes er mange. F.eks. er det lykkedes at mindske det samlede energiforbrug med imponerende 15 % siden 2007. Solceller buldrer fortsat fremad på områdets bygninger, så elproduktionen fra solceller i 2015 steg med 16 %. Og i Sønderborg-området falder strømforbruget fortsat, mens Danmarks strømforbrug igen er stigende.

Grøn fjernvarme vinder frem

Medvirkende til det tilfredsstillende resultat er også, at stadig flere konverterer til fjernvarme, at grøn fjernvarme vinder frem, og at naturgasforbruget til at opvarme boliger sidste år faldt med 11 %. I den anden retning trækker det, at områdets fremstillingsvirksomheder (bl.a. teglværker, industri, fødevarer) sidste år fik så meget mere gang i hjulene, at gasforbrug til erhvervslivet steg med 11 %. Alligevel faldt den samlede udledning af CO2 i Sønderborg med 5 %!

Borgmesteren roser og advarer

"Jeg vil både rose og advare, siger kommunens borgmester Erik Lauritzen. Roses skal alle, som er sig bevidste om at spare på energien og bakke op om den grønne energi. Det være sig boligejere, udlejere, boligforeninger, skoler, sportsforeninger, butikker og virksomheder, der følger trop i forhold til kommunens målsætning ved at energirenovere bygninger, installationer og processer i et højere tempo end i resten af Danmark.

Advares skal samtidig de, som måtte tro, at hele området kan blive CO2 neutralt i 2029, ved at andre gør noget. At komme helt i mål, forudsætter samarbejde og kloge initiativer, der fortsat inspirerer og får forbrugere af energi til at agere og handle (anderledes) de kommende år", mener borgmesteren.

Erik Lauritzen understreger, at indsatserne frem til nu, ud over CO2-reduktioner og hundredvis af nye håndværkerjobs, også har åbnet nye eksportdøre til byer på både nær og fjernmarkeder, som har ladet sig inspirere af Sønderborgs omstilling. De mange besøgende erhvervsgæster udgør et vigtigt grundlag for en styrket vækst i erhvervsturismen i Sønderborg.

Direktøren for Sønderborgs ProjectZero, Peter Rathje, har selvsagt fokus på at høste endnu flere CO2-reduktioner.

Sønderborg er udfordret

"Fremadrettet er Sønderborg-området udfordret, ikke mindst i forhold til at gøre os mindre afhængige af importeret strøm. Med 50 mio. kr. i EU-tilskud til SmartEnCity-projektet kan vi accelerere Sønderborg-områdets grønne omstilling. Kernen i dette er fortsat grøn strøm" bemærker Peter Rathje, men peger også på behovet for flere store varmepumper i fjernvarmen, solceller på tagene i områdets boligforeninger, elbiler og en stærkere involvering af borgere/beboere på tværs af boligformer med henblik på, at borgerne i endnu højere grad bliver aktive ambassadører for Sønderborgs omstilling.

 

11. juli 2016

CO2-monitorering


Klik for at se billedet i en større version

ProjectZero monitorerer årligt Sønderborg-områdets CO2-udledning. Grundlag og principper blev fastlagt i forbindelse med masterplanprocessen i 2009 og er fastholdt siden da.

Monitoreringen sker på grundlag af forbrugt energi i 2015 i Sønderborg-området. Forbruget opgøres generelt på baggrund af faktisk energiforbrug af de forskellige energiarter, som omregnes til CO2 efter gældende principper. For transporten nedskaleres den landsdækkende udvikling i energiforbruget til Sønderborg og omregnes til CO2.

Monitoreringsrapporten for 2015 kan downloades her: 2015 monitoreringsrapport

Monitoreringen reviewes hvert år af NIRAS, som konkluderer deres vurderinger i et verificeringsnotat, som kan downloades her: Revision af 2015 CO2-beregninger

Monitoreringsmetoder

Opgørelsen af Sønderborg-områdets CO2-udledning følger metodisk den globale standard Global Protocol for Community-Scale Greenhouse Gas Emission Inventories (GPC), men baserer sig på de metodiske afgrænsninger, som er beskrevet i ProjectZeros Masterplan fra 2009. På ProjectZeros opfordring har NIRAS i juni 2016 gennemført et kritisk review af, i hvilket omfang ProjectZeros monitoreringsprincipper lever op til GPC´s standarder for monitorering.

NIRAS revisionsnotatet konkluderer bl.a. følgende:

”Ved opstart af ProjectZero i 2007 og i masterplanprocessen i 2009 blev der formuleret et mål om at reducere CO2-udledninger fra energirelaterede anvendelser i Sønderborg-området. Der er derfor en masse af sektorerne i GPC, som automatisk falder udenfor denne ramme. Medtagelsen af alle syv drivhusgasser falder ligeledes udenfor scopet af ProjectZero.

Der er dog også sektorer fra GPC, som indgår i ProjectZeros opgørelse. Indenfor disse sektorer følger ProjectZero GPCs retningslinjer og det kan derfor konstateres, at ProjectZeros monitoreringsmetoder stadig følger den aktuelle standard.”

Download og læs hele NIRAS revisionsnotatet her: Generel revision af monitoreringsmetoder iht. GPC metoden

Cookiepolitik