Sønderborg håndværkere forventer grøn vækst

Et bredt udsnit af de håndværkere, der samarbejder med ProjectZero, forventer i 2017 øget efterspørgsel efter mere energirigtige løsninger. Kommunikation af fordelene ved at energirenovere boliger, giver gevinst for virksomheder der tilbyder at hjælpe boligejerne med at nedbringe energiregningerne.

Af Peder Bjerge

Flere af de Sønderborg-virksomheder, hvis løsninger understøtter ProjectZeros mål om at gøre Sønderborg området CO2-neutral, peger på, at stadig flere kunder efterspørger energirigtige løsninger. Det konstante fokus i de lokale medier har gjort boligejere opmærksomme på, at der kan være god økonomi i at investere i at energirenovere deres boliger.

”Sidst på sæsonen er der kommet god gang i efterspørgslen på varmepumper. Vi ser stigende aktivitet her i 2016,” siger Jesper Carlson, driftsleder i virksomheden Thybo Køleteknik i Sønderborg.

Få udskiftet de gamle vinduer og døre

Han forventer, at efterspørgslen på varmepumper – inden for både jordvarme og luft-til-luft – vil fortsætte med at stige ind i det nye år. Ifølge Jesper Carlson og andre repræsentanter fra virksomheder, hvis løsninger understøtter ProjectZeros mål, har den stadige opmærksomhed på fordelene ved at mindske energiudgifterne bidraget til at øge efterspørgslen.

Ifølge tømrermester Hans Duus, Hans Duus Tømrer-Snedkerfirma i Hørup, bruger mange af hans kunder penge på at efterisolere og få udskiftet de gamle vinduer og døre med mere energirigtige produkter.

”Indsatsen fra ProjectZero har gjort, at folk er blevet mere opmærksomme på, at man kan spare penge. Siden sommerferien har vi skiftet vinduer og døre hos kunder hver dag,” siger han.

Få de gode eksempler frem

Lige som Hans Duus mener Ole Ravn, direktør i Elektrikeren, at de positive historier i lokale medier har øget bevidstheden blandt virksomheder og forbrugere om, at det kan betale sig at spare på energien. For eksempel er både virksomheder og almindelige boligejere meget bevidste om, at det fint kan betale sig at skifte til den billigere LED-belysning.

Også en virksomhed som AT Solar, Sønderborg, har i løbet af 2016 gennemført en række større opgaver med at opsætte solceller på blandt andet boligforeninger som SØBO i Sønderborg og DANBO i Nordborg. Direktør Nicolai F. Andreasen finder det vigtigt, at ProjectZero fortsætter indsatsen for at fastholde opmærksomheden på fordelene ved at anvende grønne løsninger.

”Vi skal fortælle de gode historier med de nye tiltag, der kommer hele tiden. Når vi for eksempel i lokalområdet får et batterianlæg, der kan opbevare strømmen fra solceller, vil det være en god ide at få den historie ud,” siger han.

13. december 2016

Varmepumpe

Jesper Carlson, driftsleder i virksomheden Thybo Køleteknik, forventer, at efterspørgslen på varmepumper – inden for både jordvarme og luft-til-luft – vil fortsætte med at stige ind i det nye år.

Solceller

 Nicolai F. Andreasen, direktør i AT Solar, finder det vigtigt, at ProjectZero fastholder kommunikationen af fordelene ved at anvende grønne løsninger.

Cookiepolitik