Med tommestokken ud i det virkelige liv

Eleverne fra 8. klasse i Nørreskov-skolen i Guderup på Als skifter i to dage penalhus og bøger ud med parcelhus og tommestok. I samarbejde med Sønderborg Vækstråd og Nørreskov-skolen i Guderup, har den nordalsiske byggevirksomhed Fynsk & Søn A/S indgået en aftale om, at man over to dage vil omsætte temaet ”Elever på arbejdspladsen” fra teori til praksis.


 

 

Det er lærer Lilian Lykke, der i samarbejde med erhvervskonsulent Steen Bielefeldt fra Sønderborg Vækstråd og direktør Bjarke Fynsk fra byggevirksomheden Fynsk & Søn A/S i Nordborg, der udgør triumviratet bag initiativet, og det er 8. klasse fra Nørreskov-skolen i Guderup, der er blevet udvalgt til at løse de praktiske opgaver ude på arbejdspladsen. Og arbejdspladsen er to forskellige parcelhusejere, hvor den ene skal have efterisoleret hulmuren i sin villa medens den anden skal have foretaget efterisolering af loftet i sin ejendom.
 

En fremtid i byggebranchen

Hele processen vil strække sig over to dage, hvor eleverne på første dagen, mandag den 18. april sammen med Lilian Lykke af Bjarke Fynsk og isolatør Eli Krogh på det teoretiske plan bliver sat ind i metoder til, hvorledes man beregner omfanget af materialeforbruget i en given sag og hvor lang tid, man skal beregne, at et job tager at udføre. Herefter begiver hele klassen sammen med de tre voksne sig ud på de to adresser, hvor opgaverne skal udføres, og efter aftale med de to forskellige parcelhusejere, går eleverne nu i gang med opgaven at måle op og beregne materialeforbrug efter de metoder, de tidligere på dagen er blevet undervist i.

Den følgende dag, tirsdag den 19. april går arbejdet i gang på de to adresser. I hulmuren i den ene villa skal bores huller og indblæses papiruld, og på loftet i det andet hus skal der blandt andet hæves en gangbro, indkapsles en loftslem og monteres vindplader mellem spærene. Alt sammen noget, som eleverne skal være med til, og hvis sigte det er, at åbne deres øjne for en spændende fremtid i byggebranchen.

15. april 2016

Yderligere oplysninger

Lærer Lilian Lykke
lilian_lykke_skole@hotmail.com

Erhvervskonsulent Steen Bielefeldt
sb@set-sonderborg.dk

Tlf: 7930 6178
Mobil: 8182 4561
 

Direktør Bjarke Fynsk
bjarke@fynsk.as

Tlf: 7445 1751
Mobil: 4092 8078

Cookiepolitik