Overgår 2015 klimamål

Nye tal viser, at Sønderborg-området har nedbragt sin CO2-udledning med hele 30 procent ved udgangen af 2014 – altså både tidligere og mere end det oprindelige mål på en 25 procents reduktion i 2015. Borgmesteren understreger, at især borgere, virksomheder og fjernvarmeselskaberne har æren for det flotte resultat. Den grønne indsats skaber nye arbejdspladser i kommunen, lyder det fra erhvervslivet.

Mens politikerne på Christiansborg taler og taler om klimaet, tager Sønderborg sagen i egen hånd.

En ny analyse viser at Sønderborg-området med ProjectZero – visionen om at blive CO2-neutral i 2029 – allerede har reduceret CO2-udledningen med 30 procent ved udgangen af 2014. Det oprindelige mål var i 2015 at mindske udledningen med 25 procent i forhold til 2007.

– Jeg er utrolig glad for den brede opbakning til Sønderborgs ProjectZero. Uden indsatsen fra så mange af kommunens virksomheder og borgere kunne vi ikke have leveret et så flot resultat, siger borgmester Erik Lauritzen.

Stor opbakning til ProjectZero-projektet

Det store engagement, som kommunens borgere har lagt i arbejdet, har været afgørende. I stedet for at tage bilen, cykler langt flere. I stedet for at bruge løs af vand, strøm og varme, investerer borgere i at gøre deres boliger mere klimarigtige. Virksomhederne investerer i at spare CO2 og udvikler grønne løsninger. Og kommunens fjernvarmeselskaber har brugt store ressourcer på at forsyne borgerne med grøn fjernvarme.

I det hele taget viser en ny meningsmåling foretaget blandt kommunens borgerpanel et bredt kendskab og en stor opbakning til visionen om at gøre Sønderborg CO2-neutral.

Med Sønderborg som en klima- og energifrontløber, er kommunen også attraktiv som rejsemål for dem, der vil inspireres og lære, hvordan man griber tingene an, hvis man som by vil være CO2-neutral. Og netop derfor indgår ProjectZero-visionen i Sønderborgs vækstplan for at tiltrække flere erhvervsturister. Den grønne indsats skal skabe jobs og mere vækst.

– Den store indsats vil helt klart gøre en forskel i arbejdet for at realisere byrådets strategi om at skabe mere vækst ved at tiltrække besøgende, der vil lære mere om, hvordan vi arbejder os frem mod at have nul CO2-udledning i Sønderborg, siger Erik Lauritzen.

Skaber vækst og arbejdspladser

Sønderborgs grønne vision har givet genlyd i udlandet. Ikke alene modtog Sønderborg EU's energipris i 2010, kommunen arbejder også internationalt for at udbrede kendskabet til de danske energiløsninger, der har vist så effektive i det sønderjyske. Sønderborg arbejder blandt andet tæt sammen med den ambitiøse kinesiske by Haiyan, der efterspørger samme viden og løsninger, som er efterprøvet i Sønderborg.

Allerede nu har indsatsen skabt 800 nye grønne arbejdspladser i kommunen. Og ifølge kommunens erhvervsliv, er Sønderborgs ProjectZero-vision – der blev vedtaget af byrådet i 2007 – også godt for virksomhederne.

Kommunens erhvervsliv – fra industrivirksomheder som Danfoss til konsulentvirksomheder som Dansk Energi Management & Esbensen – støtter derfor op om kommunens vision om en CO2-neutral kommune.

– Sønderborgs ProjectZero inspirerer byer i udlandet ved at vise, at grøn fjernvarme er en del af løsningen, hvis man vil gøre en indsats for klimaet. Et sådan demonstratorium er vigtigt for at udbrede kendskabet til den type grønne energiløsninger, siger Lars Tveen, direktør for Danfoss Heating. Han har bl.a. ansvaret for den del af koncernen, der leverer fjernvarmesystemer globalt.

– Sønderborgs omstilling til grønne energiløsninger er med til at inspirere andre byer og også virksomheder. Og på den måde er ProjectZero med til at åbne dørene for os og andre virksomheder til nye kunder rundt om i verden. Det skaber arbejdspladser og vækst i kommunen både nu og i fremtiden, siger Torben Esbensen fra Dansk Energi Management & Esbensen.

Sønderborgs budskab til COP21: It´s do-able

Verdens ledere mødes til FN´s COP21 klimatopmøde i Paris i december 2015. Sønderborgs omstilling inspirerer allerede mange byer og resultaterne viser at byernes kan spille en endnu større rolle i klimaindsatsen. For som New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg siger det: ”cities act, while nations talk”.

Sønderborgs nye klimamål hedder 50 procent CO2-reduktion i 2020 og med 30 procent realiseret er Sønderborg-området således godt på vej mod at nå det næste delmål.

1. september 2015

Reduktion af CO2-udledning

Sådan opgøres Sønderborg-områdets CO2-udledning

Klik her og læs monitoreringsrapporten for 2014

ProjectZero tilbud

ProjectZero spænder over en række tilbud, herunder blandt andet:

  • ZERObolig – vejen til energirigtige boliger, mere end 1.300 boligejere har modtaget energivejledning og mere end halvdelen af disse har igangsat energibesparende initiativer,
  • ZEROboligudlejer – hvor områdets udlejere og lejere aktivt deltager i jagten på energibesparelser,
  • ZERObutik – knap 100 butikker er energicertificerede, og sparer både energi og CO2,
  • ZEROcompany – store og små virksomheder der går forrest for at gøre Sønderborg CO2-neutral i 2029 og
  • ZEROsport – hvor mere end 25 haller og sportsfaciliteter går foran i klimaindsatsen. 

Sønderborg-områdets borgere tænker grønt

Et par nedslag i Borgerpanelets seneste feedback på borgernes commitments ProjectZero viser en række interessante resultater:

  • Hele 94 procent af de adspurgte svarede, at en lav energiregning var vigtig eller meget vigtig for dem.
  • Sammenlagt 62 procent svarede, at de var interesseret eller meget interesseret i, at betale mere i husleje, hvis lejeboligen blev energirenoveret med bedre indeklima og lavere energiregning til følge.
  • 38 procent cykler hver dag, og de fleste bruger cyklen til indkøb eller ture ud i det blå.

I alt deltog 614 borgere i undersøgelsen.

Yderligere information

Cookiepolitik