Cykelsti under Kongevejskrydset


Cyklisterne får en sti under Kongevejskrydset

Sønderborg Kommune har netop fået knap 1,9 mio. kr. fra Transportministeriet til en cykelsti i den gamle jernbanetunnel under Kongevejskrydset ved biblioteket. Fra tunnelen bliver der direkte forbindelse til den planlagte supercykelsti til Nordals via Sundsmarksvej.
 

Den mest cyklende kommune i Syddanmark i 2028

Projektet er en del af kommunens cykelhandleplan, der har som mål at gøre kommunen til den mest cyklende i Syddanmark inden 2028. For at nå målet skal cyklen være et reelt alternativ til bil og bus – og her er gode cykelstier en forudsætning. Pt. foregår ca. 12 pct. af al transport i kommunen på cykel, og det tal skal op, til gavn for både miljøet og folkesundheden.

Transportministeriet støttede sidste år etableringen af en supercykelsti mellem Sønderborg og Danfoss med 2 mio. kr. Det er i fortsættelse af dette projekt, den nye ansøgning er imødekommet.

 

Hurtig fremdrift og trafiksikkerhed i centrum

- Tunnelen under krydset er en del af den gamle jernbane-strækning til Mommark. Det er vitalt i forhold til at realisere planen om at kunne cykle trafiksikkert i centrum og til og fra centrum, at vi kan bruge tunnelen. Når vi overhovedet kan gøre det, så skyldes det, at konstruktionen stadig er i fin stand, og at det er lykkedes at friholde arealerne omkring krydset for byggeri og anlæg, efter at banen blev nedlagt i 1964. Det er jo rigtig fint, at vi nu kan bruge den gamle tunnel som en del af en moderne, trafiksikker løsning, siger Frode Sørensen, formand for teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune.


Cykelstiens forløb under det stærkt trafikerede lyskryds vil gå diagonalt fra det grønne område mellem busstationen og biblioteket til det grønne område mellem haverne til villaerne på Kongevej og Ahlmannsvej. Her etableres – også i det gamle jernbanespors forløb – en dobbeltrettet cykelsti, som i krydset ved Sundsmarksvej fortsætter videre i den tidligere planlagte supercykelsti til Nordals.

 

Cykelstien forventes klar i 2018

Det samlede budget for cykeltunnelen og stien bag ved Ahlmannsvej er på ca. 4,7 mio. kr., så kommunekassen skal supplere. Projekteringen af arbejdet foretages næste år, hvorefter selve arbejdet med an anlægge stien ventes gennemført fra foråret 2017 til foråret 2018.

 

27. maj 2015

Cykelstien



Kortet viser, hvordan stien forløber fra Sønderborgs centrum via Kongevejskrydset og videre til Sundsmarksvej.

Åbn billedet i pdf her

Få yderligere oplysninger

Drifts- og anlægschef Thomas Jaap
tlf. 28 93 95 80.

Cookiepolitik