Stor interesse for deleøkonomi

Et stuvende fyldt telt, masser af mennesker på molen, og en rigtig god debat om deleøkonomi. Så var stemningen lagt da ProjectZero og EUC Syd i fællesskab havde sat en lang række toneangivende debattører stævne på Folkemødet.

Emnet var deleøkonomi og både indehaveren af kjolebyttebutikken, ham der sørger for delebilsordninger og de store analytikere var enige om én ting: Deleøkonomi var kommet for at blive, men der er brug for retningslinjer, strukturer og gode danske idéer – der kan gøre os konkurrencedygtige.


Paneldeltagerne bestod af Matias Møl Dalsgaard, stifter af GoMore, Rebekka Bøgelund, EUC Syd, Stine Skytte, stifter af Resecond, Ricky Raaholt, produktionsdirektør DAC, Esben Alslund-Lanthén, Sustainia og moderator Claus Skytte.

Moderator Claus Skytte kunne råbe hele Folkemødet op uden mikrofon – og han formåede både at engagere publikum og få dem til at byde ind med nye idéer, der kunne understøttes af deleøkonomiske platforme. Således fyldte vi ikke kun teltet, vi havde både 5 og 6 rækker mennesker uden for.

Én nabo bliver til millioner

Deleøkonomi handler ikke bare om, at vi skal bytte kjoler med hinanden eller stille vores bil til rådighed for på den måde at fylde sæderne, når vi rejser fra Kalundborg til Strib. Deleøkonomi er det nye internet, hvor din ene nabo rundt om hjørnet kan blive til millioner af naboer. Naboer du kan dele værktøj, biler, boliger eller noget helt fjerde med. Frem for alt er deleøkonomi er et nyt begreb, som er under hastig udvikling.

CO2-neutrale boligklynger i Sønderborg

Deleøkonomi er også defineret som bæredygtig og social sammenhængskraft, hvor man bringer folk tættere sammen og forøger deres livskvalitet. Derfor faldt debatten også på muligheden for, at nye typer boformer skyder op de kommende år – og hvorfor ikke i Sønderborg.

I panelet blev idéen beskrevet som CO2-neutrale boligklynger. Boliger der handler om bæredygtighed i mere end én forstand. Bæredygtighed er ikke længere kun et spørgsmål om de rigtige materialer i huset. Det handler også om trivsel for den enkelte. En boform, hvor flere generationer bor sammen i egne CO2-neutrale huse, men med fælles arealer. 

De unge i Sønderborg skal udvikle ny teknologi

Men hvem er det, som skal lave de nye teknologiske deleløsninger – hvis deleøkonomien ikke kun skal bestå af amerikanske pengegiganter som Uber og AirBnB? Det skal mange af vores danske unge. Der er brug for, at vi uddanner vores unge parallelt med den teknologiske udvikling. I Sønderborg arbejder man derfor hen imod at etablere et akademi, der er baseret på den cirkulære økonomi. Her får de unge muligheden for at omsætte deres nye viden inden for bl.a. deleøkonomi til konkrete løsninger, og vi sikrer, at vi som kommune og by er helt med i front inden for den nye deleøkonomiske tidsalder.

22. juni 2015

Folkemøde på Bornholm

Imellem de mange debatter var der også tid til at tage sig en uformel snak.

Verdens første kjolebyttebutik

Paneldeltager, Stine Skytte, indehaver af verdens første kjolebyttebutik. Her betaler du et månedligt abonnement på 139 kr. og så kan du bytte alle de kjoler, du har lyst til. For hver gang du bytter en kjole, kan du tage en ny kjole med hjem – og der er mere end 400 kjoler at vælge imellem.

Det har vist sig at være en rigtig god idé – for rigtig mange unge mennesker er vilde med tanken om, at den kjole de har haft på et par gange kan byttes kvit og frit for en ny kjole, de aldrig har haft på. 

For yderligere oplysninger

Rebekka Bøgelund
Tlf.: 51 31 47 75

Cookiepolitik