Steen Gades nøddeknækker

Danmark Naturfredningsforenings kursus i Sønderborg

Det er nu borgerne skal oplyses og inddrages, hvis det skal lykkes at skabe grobund for den store energiomstilling Danmark skal igennem frem mod 2020, fastslog formanden for Folketingets energiudvalg, Steen Gade fredag aften på Alsion.

- Kan I huske dengang, statsminister Anker Jørgensen kom til at fornærme araberne, og vi blev tvunget til sende konvojer af lastbiler til Rotterdam for at hente olien?

Jo, publikum forsamlet på Alsion fredag aften kunne godt huske de bilfrie søndage først i 1970'erne under den 1. oliekrise.

- Det var en omstilling af dimensioner. Samme kraftanstrengelse skal vi nu igennem. Skal det lykkes, så skal der folkeoplysning og folkeinddragelse til. I dag er folk med på den overordnede ide, mens det kniber med at kunne gennemskue konsekvenserne, sagde formanden for Folketingets energipolitiske udvalg, SF'eren Steen Gade til publikum. For de fleste af de små 50 deltageres vedkommende, var det medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening (DN) forsamlet i Sønderborg til det årlige klimakursus.

Viceborgmester Aase Nyegaard bød velkommen og fik smilene frem på publikum: Steen Gade (t.h.) ved siden af DN-næstformand Uwe Lindholdt, Aabenraa.
Foto: Patricio Soto


En knoldet vej

Lokaliteten Sønderborg var langt fra tilfældigt valgt, for ifølge både DN og Steen Gade, så kan der læres meget af ProjectZeros og Sønderborgs eksempel. I sit over to timer lange oplæg skitserede Steen Gade indholdet i det brede energiforlig, der folder den ambitiøse 2020-plan ud for, at 35 % af energiforbruget skal komme fra vedvarende energi. Eksempelvis skal halvdelen af elektriciteten komme fra vindmøller.

Steen Gade var helt klar i mælet om møllerne. Han føler sig overbevist om, at målet nås og peger på, at der ligger 50.000 fuldtidsjob indenfor produktionen i at realisere planen.

- Men der er også meget store udfordringer i planen. Blandt andet vil vi kunne hente langt færre afgiftsmidler i energisektoren. De penge skal fremover findes andre steder


Gades nøddeknækker

En anden nød det kniber med at knække, er placeringen af vindmøller til lands. Et problem som mødedeltagerne beskæftigede sig med på næste dags ekskursion ud i det alsiske landskab, hvor der også lyder protester mod de store møller.

- Tænk på, at tre store vindmøller svarer til et lille kraftværk. Når vi kan ekspropriere til motorveje, så bør vi også kunne det til vindmøllerparker, lyder Steen Gades nøddeknækker. Han gjorde opmærksom på, at borgere der bliver pålagt at bo i nærheden af motorveje eller gylletanke ikke kan få erstatning. - Det kan naboer til store vindmøller, pointerede han. Fra salen blev blandt andet Samsøs eksempel nævnt. - På Samsø ejer borgerne møllerne. Derfor elsker de dem, sagde en borger.


Ingen lette løsninger

Peter Rathje, direktør for ProjectZero, spurgte folketingsmedlemmet, hvad hans råd er til de mange boligejere på landet, der ikke kan nyde godt af fjernvarme.

- Vi har 6.000 med gas- og oliefyr her i kommunen. Skal vi slå hårdt på, at de skal installere varmepumper, så vi når vores 2029-mål om CO2-neutralitet? Boligerne er ikke det værd, de var for 10 år siden, så vi skal måske anbefale nøjsommere løsninger, sagde Peter Rathje.

Steen Gade havde ikke noget klokkeklart svar. - Det er relevant at spørge sig selv, hvor stor fjernvarmenettet skal være. Nogle steder skal vi anbefale varmepumper. Min egen søn, der bor ved Odense, fik mulighed for at vælge mellem fjernvarme og varmepumper og bad om mit råd. Jeg var nødt til at sige til ham: Det må du selv finde ud af, sagde Steen Gade og illustrerede med eksemplet, at det kan være svært at træffe de nødvendige valg.


Fællesskabet motiverer

Jettie Nielsen, Egernsund, der fulgte oplæg og debat på Alsion, blev bekræftet i én ting fredag aften. -  Det er den nære borgerinddragelse, der for alvor kan flytte noget, hvis vi skal nå målene om maksimalt to grader stigende temperatur på jordkloden. Se på landsbylaugene. Der, hvor de har taget klimadagsordenen alvorlig, er gas- og oliefyr skiftet ud med varmepumper. Det er fordi folk her er en del af et fællesskab. Det virker motiverende, sagde Jettie Nielsen.

 

 

24. februar 2015

Velkommen til Sønderborg. Direktør Peter Rathje byder formand for Folketingets energiudvalg, Steen Gade, velkommen.
Foto: Patricio Soto

Jettie Nielsen, Egernsund, har selv en varmepumpe i sin bolig. Hun er enig med Steen Gade, at der skal borgerinddragelse og -oplysning til for at nå de mål, der skal forhindre de værste klimaforandringer.
Foto: Patricio Soto

 

 

For yderligere oplysninger

Peter Rathje
peter.rathje@projectzero.dk
T 40 40 86 36

Cookiepolitik