Haiyan køber rådgivning i Sønderborg


Torben Esbensen skal rådgive Haiyans ZERO-byudviklingsprojekt.

Det rådgivende ingeniørfirma Esbensen skal rådgive omkring design og bæredygtigt byggeri af et 60.000 km2 nyt område i den kinesiske by Haiyan. Målet er at tiltrække flere danske firmaer til området.


Torben Esbensen har netop underskrevet kontrakten i Haiyan. Det skete i forbindelse med, at en delegation fra Sønderborg ultimo januar 2015 var i  Haiyan med henblik på at styrke samarbejdet. Rejsen blev ledet af Sønderborgs viceborgmester Aase Nyegaard og havde også deltagelse af EUC Syd, BC Syd og Gråsten Landbrugsskole.

På billedet ses delegationen fra Sønderborg med Haiyans nye ZERO carbon house i baggrunden til venstre og en husstands vindmølle til højre


"Området vi skal rådgive om i forhold til bæredygtigt byggeri og designguide svarer i areal til havneprojektet i Sønderborg, og skal ligesom havneprojektet i Sønderborg være CO2-neutralt. Der skal være boliger,  butikker og anden form for erhverv, og rådgivningsarbejdet skal efter planen foregå den kommende sommer", fortæller Torben Esbensen, som håber at projektet kan åbne nye døre til andre lignende projekter i Kina.


Området ligger midt i Haiyan, som er en by med omkring ½ mio. indbyggere. I området ligger i forvejen Zero Carbon House, som Torben Esbensen er rådgiver på, og yderligere tre huse, som energirenoveres efter danske energistandarder. Torben Esbensen er godt på vej til at få status som total-rådgiver for det store byudviklingsprojekt i Haiyan. Rådgivningen omfatter ikke kun energi og klima men også den funktionelle disponering i boliger, erhverv etc. Samme rolle som Frank Gehry udfyldte i Sønderborgs masterplan for havneprojektet.  

Området er både i forhold til beliggenhed og anlæg meget attraktivt – det ligger helt centralt og er udlagt som park med vandløb, broer, pavilloner, stier, træer og buske.

"Haiyan ønsker at gøre området til et udstillingsvindue for gode danske energiløsninger, og håber at en række danske firmaer vil synes, at de her kan finde de helt rette rammer for deres etablering i Kina", siger Torben Esbensen.

Danske firmaer som vil etablere sig i Haiyan, kan få rådgivning af bl.a. Poul Valdemar Nielsen, der koordinerer Sønderborg-Haiyan samarbejdsaftalen.


For yderligere oplysninger kan kontaktes:

Torben Esbensen på telefon 40 14 31 08 te@esbensen.dk

Poul Valdemar Nielsen på telefon 50 50 14 45 pvn@cd-link.dk


 

 

 

3. februar 2015

Fra underskrivelsen af kontrakten i Haiyan ses her Torben Esbensen (til venstre) og direktør Haihua Dai fra Haiyan Urban Investment Group.
Foto: Poul Valdemar Nielsen

Samarbejdsaftale

Sønderborg Kommune indgik i 2013 en samarbejdsaftale med Haiyan, der ligger ved Yangtzeflodens udmunding i Det kinesiske Hav – et af Kinas stærkeste udviklingsområder.

Aftalen er på listen over top 10-bysamarbejder mellem EU og Kina, og Haiyan er bl.a. takket være samarbejdet med Sønderborg udpeget som en af seks kinesiske byer, som er rollemodeller i den nugældende femårsplan i Kina, hvor temaet er bæredygtighed.   

Samarbejdet mellem Sønderborg og Haiyan er løbende styrket gennem gensidige delegationsbesøg i hinandens byer. I 2014 besøgte således 2 Haiyan-delegationer Sønderborg, og 2 medarbejdere fra Haiyan opholdt sig i oktober 2014 4 uger i Sønderborg for at lære fra Sønderborgs grønne tænkning.

På billedet ses Haiyan-delegationen, som i januar 2014 besøgte Sønderborg. I midten ses Poul Valdemar Nielsen, som koordinerer Haiyan-Sønderborg samarbejdet.

Cookiepolitik