Klimamarch trods regn og blæst

Flere trodsede vind og vejr og begav sig ud på en god lang gåtur i Sønderborg til fordel for og fokus på klimaet og dets forandringer.

Søndag eftermiddag begav en stor gruppe mennesker sig afsted på den sønderborgske klimamarch og sikrede dermed at Sønderborg også kom på kortet over de byer i verden, hvor helt almindelige borgere, viser politikere, at de skal tage klimaudfordringerne alvorligt.

- Den her march er som marcher i mange byer i hele verden. Vi vil have CO2-udslippet ned og vi starter med at sige i Sønderborg, at vi udelukkende skal bruge sol og vindenergi, så vi kan bevare kloden, således åbnede initiativtager Solvej P. Olesen klimamarchen med et klip af den grønne snor.


30 entusiastiske borgere trodsede regn og blæst og gik 10 km. til fordel for klimaet.

Feres Mezghani bor til daglig i Berlin, men var denne weekend i Sønderborg og bakkede op om det gode initiativ – på trods af vejret.

- Vi var så heldige… regnen stoppede da vi startede klimamarchen og satte i gang igen da turen sluttede. Turen var en smule lang, men vi så noget smuk natur undervejs og gik bl.a. forbi det geotermiske anlæg i Spang. Det var godt og tiltrængt med varm suppe som Foreningen for Vedvarende Energi serverede på halvvejen, fortæller Feres Mezghani.

Klimamarchen var global og der blev verden over arrangeret arrangementer som dette i rigtig mange byer.

1. december 2015

Vidste du..

d. 28-29. november, var der:

Over 2.300 forskellige globale klimamarch-events i over 175 lande, for at sende et budskab til COP21 og der var flere end 785.000 deltagere globalt.

For yderligere information

Louise Johnsen
louise.johnsen@projectzero.dk

 

Cookiepolitik