Klimaet vandt!

COP21 i Paris skabte en forpligtende aftale. En ændret klimatænkning skal med søm og skruer sikre, at temperaturstigningerne holdes under 2° C


I 11. time lykkedes det sent lørdag aften de franske topforhandlere at opnå enighed blandt de 195 deltagende lande, heriblandt USA og Kina. FN har skabt en ny global klimaplatform, som skal sikre at temperaturstigningerne holdes under 2° C.

Aftalen indebærer, at der globalt skal investeres 100 milliarder dollars i klima-omstilling af byer og samfund.

Sønderborg som grønt demonstratorium

- Vil man opleve byernes klimaomstilling, så skal man tage til Sønderborg, sagde Fleming Voetmann, Public affairs director på Danfoss, søndag aften til TV2-nyhederne, da han viste rundt i Sønderborgs demonstratorium. 

For på Danfoss er der ingen tvivl om, at COP21-aftalen vil øge efterspørgslen efter løsninger og eksempler på byer, som allerede er godt i gang.

- På COP21 har verdens byer lært om grøn fjernvarme og energieffektive bygninger som klimarigtige løsninger – og det vil betyde øget vækst for Danfoss på vore varmeløsninger til byerne og energieffektivisering af boliger og supermarkeder, udtaler en synlig tilfreds Fleming Voetmann, som også var COP21-aktiv i Paris. 

Byer, søm & skruer skal accelerere omstillingen

Der er slået søm i og etableret skrue-mekanismer, som skal fin-tune indsatserne så de rammer 2° C eller mindre over de kommende år, men allerede nu er klimatænkningen ændret: det bliver et stort farvel til de fossile brændsler og velkommen til stor-skala energieffektivisering og vedvarende energi.

Og byerne spiller en helt central rolle i at accelerere indsatsen. Det bekræftede Paris deklarationen, som 400 borgmestre underskrev primo december. Heriblandt Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen. Verdens byer har som noget nyt taget et medansvar for omstillingen og staterne bakker nu op med COP21-rammesætningen.

Borgerne, virksomheder og byrådet bakker op

Sønderborgs ProjectZero er født med præcis den samme tænkning omkring klimaomstillingen: indsatsen skal drives i et offentligt privat samspil med aktiv deltagelse af borgere, virksomheder, skoler, forsyningsselskaber m.v.

I Sønderborg samtænker byrådet allerede områdets klimaindsatser og vækstskabelse; Sønderborg har siden 2007 haft ambitioner om at være global frontløber for byernes klimaomstilling. COP21-aftalen vil styrke verdens interesse for Sønderborgs omstilling og tiltrække endnu flere virksomheder, innovation, erhvervsturisme og konferencer.

- Et stort tillykke til verden med den nye aftale og ligeledes til Sønderborgs mange frontløbere, efter COP21 giver det endnu mere værdi og effekt for Sønderborg at være helt i front med indsatsen, udtaler en glad Peter Rathje, ProjectZero.

14. december 2015

Sønderborgs klimafrontløbere

Sønderborg var ikke med til de afsluttende forhandlinger, men bidrog med klimabudskaber op til og under COP21-topmødet i Paris:

- Mere end 500 sønderborgere i alle aldre deltog på 100% Climate Neutral konferencen i Sønderborg primo oktober 2015, som bl.a. også udformede Sønderborg deklarationen

- Viceborgmester Aase Nyegaard deltog med Sønderborg oplæg på pre-COP21 konferencer i både Aberdeen, Lyon og Kassel

- Niels Bjørn Christiansen, Danfoss annoncerede i november nye ambitiøse klimamål for Danfoss og at det nye ALSIK-hotel i Sønderborg skal være et demonstratorium for energieffektive løsninger, læs mere her

- Klimaaktivist Solvej P. Olesen arrangerede klimamarch i Sønderborg som trods det dårlige vejr samlede knap 50 deltagere fra begge sider af grænsen

- Sønderborgs klimaaktivist Feres Mezghani deltog i både klimakonference og klimamarchen i Sønderborg og bragte Sønderborg deklarationen til COP21 i Paris

- Sønderborgs Lucienne Pubellier styrede fransk radios klimaoptagelser i Sønderborg og var selv med til i Paris at promovere Sønderborgs klimatænkning overfor myndigheder og NGO´er

- Alfred Che, Danfoss kommunikationsdirektør i Kina, mødtes i Paris med FN´s særlige klimaudsending Michael Bloomberg og promoverede både Danfoss, ProjectZero-tænkningen og et besøg i Sønderborg

- Borgmester Erik Lauritzen deltog i COP21-borgmestermødet i Paris og underskrev Paris deklarationen 

Hele Sønderborg-området havde inden COP21-forhandlingerne sat klimaspillet i Sønderborg og gennem fælles forsyningsprojekter og individuelle borger & virksomhedsindsatser reduceret områdets CO2-udledning med 30% siden 2007.

Læs den historiske klimaaftale

Læs om den historiske 32-siders COP21-klimaaftale her

For yderligere information

Cookiepolitik