Diamanten holdt Renoverpris-fest

Renoveringen af Diamanten i Fynshav blev i efteråret 2014 landskendt, da RENOVER prisen 2014 blev tildelt Diamanten. Med prisen fulgte også 100.000 kr til en fest for alle dem, som skabte Diamanten samt støtteforeningens medlemmer.

Lørdag den 18. april 2015 blev præmien indløst med en stor fest for ca. 250 gæster - en blanding af lokale fra Fynshav, leverandører, håndværkere og rådgivere fra selve renoveringsprojekt.

De festglade gæster mødte ind til et arrangement, som var fyldt med underholdning. Efter gæsterne havde fundet sig godt til rette ved de RENOVER pris-farvede langborde, blev maden serveret, og projektets nomineringsvideo fra 2014 blev vist på en storskærm.

Fra RENOVER-priskommittens stiftere, Realdania og GI, deltog GI-direktør Susanne Borenhoff som i sin tale glædede sig over Diamantens flotte renoveringsprojekt og engang engang ønskede Diamanten tillykke med den velfortjente pris.

Under spisningen blev storskærmen skiftet ud med smukke sangstemmer fra Sønderborgs pigekor, bløde toner fra SMIL kvartet fra musikskolen i Sønderborg og tempofyldt opvisning fra Nordborgs opvisningshold i Taekwondo. Senere på aftenen blev gæsterne præsenteret for et femmandsorkester, som fyldte lokalet med danseindbydende musik. Energiniveauet var højt og de mange fest-deltagere festede til kl. 02.00.

Diamanten blev renoveret i 2010.

27. april 2015

Centerleder Jan Nielsen

Centerlederen, Jan Nielsen glædede sig over festen: "Vi er overvældet over den store opmærksomhed som RENOVER prisen har givet Diamanten. Med festen kunne vi også takke de mange som gjorde projektet muligt. Nu håber vi bare at få finansieringen af fodbold-banerne på plads, så vi kan udnytte vores faciliteter og energiproduktion endnu bedre".

For yderligere oplysninger:

Jan Nielsen, Centerleder i Diamanten 
+45 26 61 07 35

Cookiepolitik