Nyt grønt fingeraftryk på Kina

En delegation ledet af Haiyans borgmester Zhang Jian underskriver onsdag den 22. oktober 2014 ny samarbejdsaftale mellem EUC Syd og Haiyan Polytechnical School. Hermed kvalitetssikres de bygge-faglige kompetencer i forbindelse med ny grøn bydel i Haiyan. Projektet er samtidig et kinesisk demonstrationsprojekt for skalering af Sønderborgs ProjectZero-erfaringer.

"Vi har i et halvt års tid arbejdet på at få aftalen i hus, og det er selvfølgelig dejligt, at den nu er klar til at få signaturerne sat på. Konkret handler det om, at vi ud fra de uddannelses-moduler vi har bygget op omkring ZERObyg, skaber nogle moduler der er tilpasset kinesiske bygningshåndværkere og ingeniører".


"Der er tale om undervisning i både håndværk og rådgivning og undervisning af såvel undervisere som håndværkere og ingeniører. Skabelonerne for uddannelserne er klar, men vi skal til Haiyan i januar og researche i forhold til at skræddersy modulerne endeligt til kinesiske forhold"
, siger vicedirektør på EUC Syd, Hans Lehmann.


Haiyan borgmester-delegation på besøg i Sønderborg


Sønderborgs værtskab for den 11 mand store Haiyan-delegation med borgmester Zhang Jian i spidsen startede i København, hvor Torben Esbensen guidede besøg hos bl.a. House of Green og IFU-Investment Fund. Delegationen fortsatte til Sønderborg, hvor byen var vært for en middag med delegationen. Onsdag besøges Danfoss, rådhuset og en bustur til bl.a. fjernvarmen, ZERO+ huset, genbrugspladser, solparken i Vollerup og Sønderborg Produktionshøjskole.



"Det er spændende og udfordrende at få mulighed for at skabe eksport af uddannelse - og på den måde understøtte Sønderborgs overordnede ønske om at skabe udvikling og arbejdspladser", siger Hans Lehmann i forbindelse med underskriften på samarbejdsaftalen med Haiyan Polytechnical School

Erik Lauritzen besøgte kinesiske byer i 2012


En Sønderborg erhvervs- og uddannelsesdelegation besøgte Kina i 2012 med fokus på "mere omsætning og flere arbejdspladser til Sønderborg". Kina har væksten og Sønderborg den viden og de produkter, som skal til, for at væksten i Kina foregår på den bæredygtige måde, som Kinas regering har besluttet.

"Formålet var at åbne døre for eksport af produkter og viden fra Sønderborg-firmaer, ligesom vi gerne så et samarbejde mellem
uddannelsesinstitutioner. Haiyan har efter et besøg i Sønderborg sidste år givet håndslag på at samarbejde, og nu handler det om, at vi holder fast, og at vores erhvervsliv og skoler griber chancen"
, siger borgmester Erik Lauritzen, som mødes med Haiyan-delegationen under dens besøg i Sønderborg.

22. oktober 2014

22. oktober 2014

For yderligere oplysninger

Evt. yderligere info vedr. Haiyan-Sønderborg samarbejdet hos vicedirektør på EUC Syd, Hans Lehmann, tlf. 5131 4848, eller leder
af Sønderborg-Haiyan aftalen, Poul Valdemar Nielsen, tlf. 5050 1445.

FAKTA

Haiyan ligger i et stærkt vækstområde i det sydøstlige Kina. Byen, som også har en afdeling af Danfoss, er udpeget som ét af fem byområder i Kina, som skal være rollemodel i forhold til bæredygtig byudvikling - og den får derfor tilført forholdsvis flere statsmidler til sine projekter.

Byen er i færd med at bygge en ny, bæredygtig bydel til 300.000 indbyggere. En gade får navnet Denmark Zero Carbon Street, og en bygning, som ingeniør Torben Esbensen, Sønderborg, har sat tydelige fingeraftryk på, er under opførelse.



Haiyans borgmester Zhang Jian (th) sammen med ProjectZeros Peter Rathje



Torben Esbensen hjælper Haiyan med energirigtigt nybyggeri og energirenovering af 3 demonstrationsprojekter.

Billedet viser et af renoveringsprojekterne; Et relativt nybygget te-hus, som skal bringes op i bedste danske energiklasse.



Længst til venstre i billedet ses Peter Rathje og Haiyans borgmester i forbindelse med underskriften af EU-Kina Urbaniseringsaftalen i People Hall i Beijing. Midt i billedet ses EU´s daværende formand sammen med den kinesiske præsident.

Se omtalen af arrangementet her

Cookiepolitik