Bæredygtig byudvikling

Sønderborg Byråd besluttede primo oktober 2014 at sende en "Strategi for byliv og infrastruktur" i 8 ugers høring. Alle borgere inviteres til at give deres besyv med i høringsperioden - blandt andet på borgermøder på gaden, hvor forslaget kan ses i øjenhøjde og kommenteres umiddelbart.

Det kommende borgermøde afholdes lørdag den 15. november foran Borgen. Høringsfristen er den 26. november, hvorefter borgernes forslag og kommentarer gennemgås og indarbejdes.

- Der er to klare formål med strategien. Vi skal skabe nogle attraktive, fredelige byrum, som inspirerer til ophold og samvær. Og så skal vi sikre en god afvikling af trafikken, så den dels kommer uden om bymidten, dels ledes gennem byen i et godt flow. Men der er også flere sekundære mål, fx et ønske om at gøre adgangen til de grønne områder bedre og om at gøre forholdene bedre for cyklister. Planen angiver løsningsmuligheder, men vi glæder os til at få en masse input fra borgerne i høringsperioden, så vi derefter kan pudse og file og komme frem til en god strategi, siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Frode Sørensen.

Nye trafik-reguleringer skal give et bedre flow og en fredelig bymidte

Strategiforslaget er inddelt i 10 forskellige dele, som hver især beskriver en eller flere ændringer:

  1. En mere fredelig bymidte - med blandt andet ensretning af Løngang og en del af Kongevej
  2. Udnyttelse af hjørnegrunden Brogade/Chr. II's Gade
  3. Bedre udnyttelse af arealet foran Sønderborg Slot
  4. Omdannelse af Rønhaveplads og bedre adgang til Mølledammen
  5. Mindre trafik i den sydøstlige del af byen - med blandt andet ensretning af Sdr. Havnegade og Rosengade
  6. Trafiksikring af boligområdet mellem Arnkilgade og Ringgade - med blandt andet lukning af Damgade
  7. Bedre forhold for bløde trafikanter ved Alsion og på Kong Chr. X's Bro
  8. Bedre adgang til Nordhavnen - med blandt andet fartdæmpning på Helgolandsgade
  9. Bedre adgang for cyklister til bymidten - via blandt andet etablering af cykelgader og cykelsti gennem Kongevejsparken
  10. Ændring af p-pladsen ved Sønderborghus



Sønderborg Slot - Slottet og pladsen foran slottet er en af centerbyens store herlighedsværdier

Læs den korte udgave af strategiforslaget her

Strategien er udarbejdet i et samarbejde med Gehl Architechts og COWI A/S.

Gehl Architechts er verdenskendte for deres indsats for at hjælpe store byer som New York, Sydney og Melbourne med at skabe grøn byudvikling med plads til mennesker og øget cyklisme.

Hele forslaget til strategiplan kan ses på kommunens hjemmeside www.sonderborgkommune.dk

21. oktober 2014

21. oktober 2014



Alssund med Alsion og Gehry havneområdet er byens nye herlighedsværdier
Foto: Kim Toft



Også den verdensberømte arkitekt Frank Gehry har sat et fingeraftryk på byens udvikling, her fotograferet under sit besøg i 2008



Frode Sørensen, udvalgsformand for Teknik & Miljøudvalget

For yderligere oplysninger

Udvalgsformand Frode Sørensen
tlf. 2790 3712
Drifts- og anlægschef Thomas Jaap
tlf. 2893 9580

Cookiepolitik