Sønderborg har fået en provokerende isbjørn

Sønderborg har fået et kunstværk mere, nemlig en isbjørn, som trods tøvejret flyder rundt på en isflage i Mølledammen. Den skal flyde rundt på sin isflage de næste tre måneder, og minde de forbipasserende om, at vi skal passe godt på miljøet.

Skulpturen, der er skabt af den tyske kunstner Johannes Caspersen, Flensborg, skal efter planen på tur til andre søer i kommunen. Isbjørnen kan betragtes og tolkes forskelligt, men er ment som en kommentar til klimadebatten og hvem ved - måske vores vej mod en miljøkatastrofe?

Det er Johannes Caspersens drøm, at isbjørnen skal rejse rundt og provokere, vække tanker og stille irriterende spørgsmål om, hvad det er vi gør ved klimaet, siden en isbjørn er havnet på så varme breddegrader som her.

Om aftenen er der lys på bjørnen, og det sker ved hjælp af 4 LED projektører på hver især 7,2 watt, så energiforbruget er lavt. I dagtimerne lyser bjørnen med sin hvide farve op i landskabet ved Mølledammen.

Det er endnu ikke helt på plads, hvor isbjørnens videre rejse skal gå hen, men Nordborg Sø, Lillehav i Augustenborg og Loddenmosen i Broager er nævnt som muligheder.

Projektet er et samarbejde mellem Vej & Trafik og Kunstfonden - Sønderborg Kommune.

Se infotavlen, som er sat op ved Mølledammen her, og hvor der også er en beskrivelse af kunstneren.

4. marts 2014


Vibeke Bonefeld

vibeke.bonefeld@projectzero.dk

+45 6550 8098

4. marts 2014

Cookiepolitik