Næste generation af elbiler i Sønderborg

Så er fem nye elbiler ankommet til Sønderborg. Dermed introduceres tredje, forbedrede generation af bilerne. Den ene af bilerne vil primært være til borgmesterens og byrådets rådighed. De fire andre kommunale elbiler placeres ved hhv. Sønderborg Rådhus og administrationen i Gråsten.

Elbilerne skal primært anvendes til småture inden for kommunegrænsen, dvs. interne møder, hvor der er brug for transport mellem kommunale afdelinger, forvaltninger eller institutioner.

- At vi også er med til at teste tredje generation af elbilerne med støtte fra Energistyrelsen understreger vores status som grøn frontløber-kommune. Elbilerne bliver hele tiden bedre, og det bliver spændende at se, hvor velkørende næste generation er, siger borgmester Erik Lauritzen.

Støtteordningen fra Energistyrelsen fungerer på den måde, at man får 25.000 kr. for hver elbil, der indkøbes. Elbil-partnerskabet i Sønderborg består af ProjectZero, Sønderborg Kommune og en række private virksomheder i kommunen. Man kan blandt andet se biler fra Danfoss, Sønderborg Forsyning, SE og Post Danmark køre rundt i elbiler i Sønderborg-området.


- Allerede nu kan en elbil dække rigtig mange menneskers kørselsbehov. Samfundsmæssigt er fordelen naturligvis først og fremmest i forhold til CO2-udledningen, men i forhold til selve køreoplevelsen er det en fornøjelse, at elbilen er så lydsvag og så kvik i optrækket, siger klimakoordinator i Sønderborg Kommune, Lene Sternsdorf.

Virksomheder, der er interesseret i at træde ind i elbil partnerskabet, kan henvende sig til ProjectZero.

Denne pressemeddelelse er udsendt af Sønderborg Kommune den 13. maj 2014.

For yderligere oplysninger:

Klimakoordinator Lene Sternsdorf
+45 8872 6636

14. maj 2014





Cookiepolitik