Danskerne vil gerne betale for vindmøller og grøn kraftvarme

Et flertal af danskerne vil gerne betale mere, end det i dag koster at skifte kul ud med biomasse og vindkraft, og dermed bane vejen mod at elproduktionen bliver tæt på 80 % grøn i 2020. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet for Dansk Energi.

Den undersøgelse blev præsenteret den 11. juni på Dansk Energis årsmøde, Energiens Topmøde 2014, der samlede over 700 deltagere under overskriften "Ny Energi - Nye Muligheder".

- Danskerne bakker tydeligvis op om den grønne danske energipolitik. Det bør give ro hos politikerne. Energiforliget, der har 95 % af Folketingets opbakning, hviler på et solidt og betalingsvilligt, folkeligt fundament. Det bør få den politiske usikkerhed om de milliardstore investeringer til at forstumme, siger Lars Aagaard.

Danskerne betaler til den grønne omstilling og forskning i vedvarende energi over den post på elregningen, der hedder PSO (Public Service Obligations). Den udgør 8 % af en gennemsnitlig husstands elregning, hvilket svarer til 750-900 kroner.

53 % af danskerne melder sig klar til at betale mere end 10 % af elregningen til den grønne omstilling, og er dermed noget mere betalingsvillige end tyskerne, hvor kun hver tredje er klar til at betale mere end 10 % af elregningen.

- Danskerne har en realistisk forestilling om prisen på den grønne omstilling. Og de er faktisk klar til at betale mere. De vil gerne investere mere i det, der er en prisdygtig omstilling af det danske energisystem. Vi har halveret elproduktionens CO2-udledning med blandt andet landvind og biomasse, der begge er prisdygtige veje til CO2-besparelser, siger Lars Aagaard.

- Vi håber, at der bliver lyttet til danskerne, for deres opbakning baner også vejen for nye muligheder. Vi ved, at vores position som foregangsland kaster jobs og eksportmuligheder af sig. Vi ved også, at vi skal gøre noget ved den rekordhøje elbeskatning, så vi kan sikre, at danskerne kan erstatte olie og gas med den grønne el, siger Lars Aagaard.

57 øre af hver eneste krone som ruller hen over en almindelig dansk husstands elregning, går direkte i statskassen og betaler for velfærd som hospitaler, skoler, plejehjem mm. Dermed har Danmark europarekord i elbeskatning.

I YouGov-undersøgelsen giver danskerne tydeligt udtryk for, at de mener skattetrykket er for højt. Ni ud af 10 danskere mener, at det bør være under 30 % af elregningen, der går til statskassen.

13. juni 2014

Denne pressemeddelelse er udsendt af Dansk Energi den 11. juni 2014.

13. juni 2014

Cookiepolitik