Byernes grønne værktøjskasse

CITIES (Center for IT-Intelligent Energy Systems in Cities) afholdt ultimo maj 2014 projekt-opstartmøde på DTU, og det var en stolt Henrik Madsen, professor og initiativtager til CITIES, som bød de mange deltagere velkommen til det 6-årige projekt.

Energisystemet er i opbrud. Overalt i verden skal energien bruges mere effektivt, de fossile brændsler udfases, og byerne spiller en ledende rolle i omstillingen. Energi fra vind-, sol- og biomasse skal sammen med flere elbiler, varmepumper, grøn fjernvarme og smartgrids sikre et effektivt energisystem, som også fungerer når vinden ikke blæser.

Disse forandringer udfordrer energiselskabernes planlægning samt kompetencer og beslutningskraft hos medarbejdere i kommunerne, fjernvarmeforsyningerne m.v.

CITIES sætter over de kommende 6 år fokus på både systemkomponenterne, det samlede energisystem samt de markeder som skal drive efterspørgslen efter de grønne løsninger - alt sammen målrettet byernes omstilling. Kompetencerne samles i CITIES videnscentret, hvor en række forskere bl.a. skal udarbejde nye computermodeller, som kan hjælpe byerne med at simulere mulige scenarier i fremtidens energisystemer.

Sønderborg er med i front


Sønderborg forventes på lige fod med bl.a. Aarhus og København at levere data og udfordringer til det nye videnscenter og dermed være med helt i front når det gælder udviklingen af fremtidens energisystem.


Projektets partnerkreds omfatter bl.a. DTU, Aalborg Universitet, Dansk Energi, Dansk Fjernvarme (Grøn Energi), EA Energianalyse, Danfoss, SE, CLEAN, Dansk Industri, Grundfos, ProjectZero og en række udenlandske forsknings- og vidensinstitutioner.


Projektet har et samlet budget på ca. 70 mio. kr., hvoraf størstedelen finansieres med statsmidler fra Den Strategiske Forskningsfond.


Opgaven skal løses af top-kvalificerede forskere


Projektet forløber over seks år, og i forskningen indgår bl.a. 11 nye ph.d.-studerende. Processen bygger på et stærkt samarbejde mellem forskerne og projektpartnerne.


Oversigt over projektpartnerne og yderligere informationer kan findes på projektets hjemmeside


4. juni 2014

For yderligere oplysninger:

Nicolas Bernhardi
nicolas.bernhardi@projectzero.dk
+45 3840 5428

4. juni 2014

Professor Henrik Madsen



Henrik Madsen er professor ved DTU og leder af CITIES projektet.
Henriks forskningsområder omfatter bl.a. matematisk modellering, time-series-analysis, forecasting og dynamic modelling of wind power. I de sidste 30 år har Henrik arbejdet i forskellige nationale og internationale forskningsprojekter og har været vejleder på 42 ph.d. projekter.

Computermodel

Computermodel - Det lyder nørdet og det er det også!

Computermodeller træder ind, hvor en alm. lommeregner ikke kan klare opgaven længere. Disse modeller regner med tusindvise af tal og prøver at skitsere komplekse sammenhænge, for at kunne træffe de rigtige beslutninger.

Fordelen er, at man kan vurdere alternative løsningsforslag uden at skulle bruge en masse penge up front.

Smartgrid

Det fremtidige energisystem skal være meget smartere end det system, vi kender i dag.

Mange vedvarende energier producerer strøm som "vinden blæser". Ved at vores apparater/udstyr i hjemmet eller virksomhederne kan kommunikere med hinanden og med energisystemet, skal f.eks. elbilen lades op, når der produceres megen vindmøllestrøm.

Også fjernvarmen skal gøres mere intelligent ved at bruge store varmepumper, som både kan tændes og slukkes efter strømproduktionen - alt imens forbrugerne selvfølgeligt stadig har det dejligt varmt derhjemme.



CITIES projekt-koncept

Cookiepolitik