Samme vej i samme bil

Bilismen er ansvarlig for ca. en tredjedel af Danmarks samlede CO2-udledning. I Sønderborg Kommune stammer 27 % af det samlede CO2-udslip fra vejtransporten.

Der er altså al mulig grund til at tænke smart indenfor vejtransport-området, og nye løsninger skal både være økonomisk og miljømæssigt bæredygtige. I Danmark er der lige så mange biler som voksne mennesker, og 66 % af alle siddepladserne i bilerne er tomme - det er dyrt for både bilejeren, samfundet og miljøet.

Allerede i 2011 indså Anders Hans Boserup de mange fordele ved samkørsel, og oprettede derfor Facebook gruppen "Carpool Aarhus-Sønderborg og Sønderborg-Aarhus". Gruppen har nu mere end 1600 medlemmer, som arrangerer fælles bilkørsel på strækningen mellem Sønderborg og Aarhus. Det giver både billigere priser og kortere rejsetid for de rejsende.


Gruppens formål er simpelt. Mangler man et lift til Sønderborg eller Århus, eller mangler man bare selskab en af vejene, så laver man et opslag på gruppens væg. Medlemmerne har så mulighed for at byde ind og tilmelde sig pladserne i kommentarfeltet. Om man vil have vederlag eller ej er op til den enkelte, men for medlemmerne er alt bedre end 3 timer og 11 minutter, som turen vil tage med DSB.


Der er mange fordele for medlemmerne ved samkørsel. De sparer tid og penge, det giver mindre stress i trafikken, der er mindre trængsel på vejene og samkørsel skærer ned på CO2-udledningen og skåner dermed miljøet. Der er selvfølgelig også mulighed for nye rejsebekendtskaber.

Anders Hans Boserup er født og opvokset i Sønderborg, og er i dag bosiddende i Aarhus.

- Jeg har besøgt USA, hvor jeg flere steder så, at der var vejbaner reserveret til såkaldte "Carpools". Man havde derved mulighed for at køre i de mindre trafikerede vejbaner, såfremt man havde passagerer med i sin bil. Da jeg kom hjem, kunne jeg se, at "Carpool" ordningen var begyndt at florere på Facebook med flere grupper, hvor der var mulighed for at tilbyde og søge lift. Derfor tænkte jeg, at det kunne være relevant med en lignende gruppe for Sønderborgensere, der også har Aarhus som deres anden hjemby. Tanken var, at der skulle være et billigere og hurtigere alternativ til DSB. Det er ikke mit indtryk, at medlemmerne anvender gruppen af miljømæssige hensyn, men det er jo en meget god sidegevinst, at ordningen også varetager det hensyn.

Er medlemmerne berettiget til kørselsfradrag, kan fradraget beholdes af alle parter, uanset hvor mange der er i bilen.

Samkørsel er simpelt, det skal bare tænkes ind i hverdagen!

26. februar 2014

26. februar 2014

Fakta om carpooling/samkørsel

Carpooling eller samkørsel handler om at finde eller tilbyde kørelejlighed til andre på en given strækning.

De tomme pladser i bilerne fyldes op, og rejseudgifterne minimeres for alle passagerer. Man deles om transportudgifterne og skåner miljøet.

Er man ikke fører af bilen, kan man arbejde på sin PC eller fx læse en rapport eller bog, og dermed udnytte den nødvendige transporttid bedre.



Anders Hans Boserup oprettede i 2011 Facebook gruppen "Carpool Aarhus-Sønderborg og Sønderborg-Aarhus"

For yderligere oplysninger

Martin Moos

martin.moos@projectzero.dk
+45 40 50 28 74

Cookiepolitik