Danfoss kører nu på solenergi

Mandag blev Nordens største solcellepark indviet, der ligger på et areal svarende til fem-seks fodboldbaner ved virksomheden Danfoss på Nordals.

Koncerndirektør Niels B. Christiansen holdt tale ved indvielsen, og han pointerede, at Danfoss' produkter hver dag bidrager med en betydeligt bedre energieffektivitet for kunderne - men at Danfoss også har fokus på eget energiforbrug:

- Derfor forsøger vi hele tiden at reducere det ved løbende at energirenovere vores bygninger og tekniske installationer. Vi gennemfører pt. energirenoveringsprojekter på vores 15 største fabrikker globalt. Men vi gennemfører også udvalgte projekter, hvor det drejer sig om at producere grøn energi, som med denne solpark. Vi har en solpark af ca. halv størrelse under opførelse på vores nye campus i Indien.


Januar måned var den mindst solrige i Danmark siden 1955. Alligevel har anlægget fra årsskiftet produceret 25.000 kwt. - og sparet 10 ton CO2. Mandag formiddag alene, med fuldt solskin: 2.500 kwt.
Solparken blev samtidig navngivet, og parkens navn er nu "Danfoss Solpark".

Ved dagens reception blev der afsløret et 2,2 meter display, som er placeret, så alle forbipasserende ved hovedkvarteret i Nordborg nu kan følge med i, hvor meget strøm solcelleparken producerer til el-nettet.

Displayet viser fire værdier, blandt andet hvor mange kW der løbende produceres i parken, og hvor meget anlægget har produceret i løbet af dagen.

Omtalen er baseret på pressemeddelelse fra Danfoss.

4. februar 2014

4. februar 2014

Fakta

Solparken består af ca. 9.300 solpaneler og kan hente 2 millioner kW strøm om året til fabriksområdet i Nordborg. Arealet med solpanelerne fylder ca. 30.000 kvadratmeter - eller fem-seks fodboldbaner.

130 Danfoss invertere af typen 15kW FLX sørger for, at jævnstrømmen fra solpanelerne omdannes til vekselstrøm, der kan sluttes til el-nettet.

Solcelleparken blev koblet til el-nettet den 18. december 2013.




Fra receptionen ses her i forreste række fra venstre President Kjeld Stærk, Danfoss, Executive Vice President & COO Kim Fausing, Danfoss, President and CEO Niels B. Christiansen, Danfoss, Director of Operations Lars Bo Larsen, Danfoss og Regionsrådsformand Carl Holst, Region Syddanmark.

Cookiepolitik