Landmand høster solens stråler på rekordstort solcelleanlæg

Familien Wildenschild i Gråsten har netop indviet Danmarks største privatejede solcelleanlæg. Med 1,73 MW producerer anlægget, hvad der svarer til 400 husstandes årlige strømforbrug.

Og produktionen er allerede godt i gang, for trods vinteren har anlægget siden 12. december 2013 produceret 400.000 kWh, en fjerdedel af den forventede årsproduktion på 1,6 mio. kWh. Solcelleanlægget er fordelt på familiens 2 marker ved Gråsten og bidrager til at reducere Sønderborg-områdets CO2-udledning med ca. 700 ton CO2 årligt.


Hele familien Wildenschild strålede om kap med solen


Mere end 100 gæster deltog i indvielsen

Anlægget i Mølletoft ved Tørsbøl blev indviet fredag den 25. april, hvor mere end 100 gæster deltog. Leverandøren Nicolai Andresen, AT Solar, roste i sin tale familien for at tænke grønt og langsigtet, og for at vælge udstyr i den bedste kvalitet. ProjectZeros Peter Rathje ønskede familien tillykke med den nye grønne produktionslinje og glædede sig over, at Sønderborg med de mange store sol-anlæg ligger helt oppe i toppen af top-Danmark, hvad angår produktion af energi fra solceller.

Blandt deltagerne var andre landmænd, som overvejer at etablere store solcelle-anlæg. Anlægget tjener derfor allerede nu som demonstrationsanlæg.


Solcellerne er fra Baoding, men resten er dansk

Solcellerne er fra Kinas førende solcellefabrik Yingli Solar i Baoding, som er Sønderborgs kinesiske venskabsby. Men både leverandøren AT Solar, underentreprenørerne og Danfoss invertere er fra Sønderborg.

Og nu glæder familien sig til i mange år at kunne høste bæredygtig energi fra solen i Gråsten.

30. april 2014

30. april 2014



Der var allerede under receptionen stor teknisk interesse for det nye anlæg



Mere end 100 deltog i receptionen og fik serveret frikadeller, kartoffelsalat og drikke-varer

For yderligere oplysninger:

Peter Rathje

peter.rathje@projectzero.dk
+45 4040 8636

Cookiepolitik