Teglværk bidrager til Sønderborgs omstilling

Bachmanns Teglværk har måttet indse, at murstensproduktionen i øjeblikket ikke er særlig stor. Derfor har de valgt at tænke nyt og kreativt, hvilket er resulteret i et nyt jordrensningsanlæg i Nybøl.

Jordrensningsanlægget har til formål at forarbejde og rense lettere forurenet jord, som herefter deponeres i form af rent jord på teglværkets egen matrikel. Dette resulterer i, at jorden ikke længere som før skal køres ud af Sønderborg Kommune for at blive renset, men blot skal transporteres fra opgravningssted til rensningsanlægget. Dermed sparer Bachmanns Teglværk Sønderborg-området for omkring 50 ton CO2 om året, hvilket svarer til cirka 6 husstandes forbrug.

Jord fra Helgolandsgade

Blandt andet har Bachmanns Teglværk modtaget forurenet jord fra opgravningen i den ene ende af Helgolandsgade i Sønderborg. Før det nye jordrensningsanlæg var denne jord blevet kørt ud af kommunen af en lastvogn, som ifølge Projektleder ved Bachmanns Teglværk, Jacob Bendtsen, kører omkring 3 km på 1 liter diesel.

"Der er cirka 10 km fra Helgolandsgade og ud til teglværket. Før i tiden ville jorden blive kørt cirka dobbelt så langt inden for Sønderborg Kommunes grænse. Derved reducerer vi dieselforbruget og CO2-udslippet væsentligt ," udtrykker Jacob Bendtsen og fortsætter "og samtidig bliver der ikke brugt energi og CO2 ved rensningen af jorden."
Mange mennesker var mødt op ved indvielsen af jordrensningsanlægget på en flot sommerdag i september

Indvielsen bød på solskin

Jordrensningsanlægget blev indviet under blå himmel en sensommerdag i september. Her blev snoren klippet af formand for Teknik og Miljøudvalget ved Sønderborg Kommune, Peter Hansen.

"Det er en fordel for Sønderborgs vision om et CO2-neutralt vækstområde, at vi beholder den forurenede jord på egen matrikel, frem for eksempelvis at køre den til Aabenraa eller endnu længere væk. Dermed yder vi et bidrag til CO2-neutraliteten og bakker op om ProjectZero visionen," siger Jacob Bendtsen, der stolt viser det nye jordrensningsanlæg frem ved indvielsen.

Udover reduktionen i CO2-udledning er det nye jordrensningsanlæg med til at genskabe de gamle landbrugsområder omkring teglværket, hvor der tidligere er afgravet ler til tegl gennem 150 år.

11. september 2013

For yderligere oplysninger:

Carina Pedersen
carina.pedersen@projectzero.dk

11. september 2013

Fakta om Bachmanns Teglværk

Grundlagt: Ca. 1860

Ejer: Bachmanns Teglværk

Kapacitet: Dæmpning af mursten ca. 2,7 mio. pr. år

Bemanding: 9 mand og 5 funktionærer

Produkter: Blå- og grådæmpede sten

Læs mere om Bachmanns Teglværk



Til venstre ses bestyrelsesformand for Bachmanns Teglværk A/S, Erik Johannsen, i midten er det Projektleder hos Bachmanns Teglværk, Jacob Bendtsen og til højre ses Peter Hansen, formand for Teknik og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune



Bachmanns Teglværk sparer med det nye jordrensningsanlæg Sønderborg-området for omkring 50 ton CO2, fortalte projektleder Jacob Bendtsen under indvielsen

Cookiepolitik