Sønderborg kan fejre 10 MW’s solcellejubilæum!

Solcellemarkedet i hele Danmark har oplevet en eksplosiv udvikling over de sidste to år, og i Sønderborg-området er det gået virkeligt stærkt. Så stærkt at området nu kan fejre "solcellejubilæum", mere end 10 MW er nemlig installeret i området. Der er stadig gode muligheder for at være med og få en høj forrentning på investeringen.

10 MW, eller 10.000 kW, er mange solceller. Rigtig mange faktisk. Det svarer til mere end 50 gange den installerede kapacitet for bare to år siden, og det lyder vildt, men så mange solceller er der på det seneste blevet sat op hos private, virksomheder og offentlige institutioner i Sønderborg-området.

De private boligejere tog føringen tidligt

Den nyeste opgørelse fra Energinet.dk, der administrerer de forskellige solcelleordninger, viser at der er registreret 1.523 såkaldte "micro-VE solcelleanlæg" i Sønderborg. Det er anlæg der er installeret under den gamle nettomålerordning, hvor måleren populært sagt "løber baglæns" og ejeren får den producerede elektricitet afregnet 1 til 1 med prisen for indkøbt el, set over et helt år.

Det svarer samlet til mere end 9 MW installeret kapacitet, og betyder at et stort antal huse i Sønderborg-området er helt eller delvist selvforsynende med elektricitet.

Det nye store solcelleanlæg på Sønderborg Forsynings bygning på Ellegårdvej i Sønderborg

De store anlæg har taget over

Siden solcelleordningen blev ændret tidligere på året er fokus skiftet, og det er nu de store fælles og centrale anlæg der opføres i stor hast i Sønderborg-området. Alene på tagene hos Sønderborg Forsyning på Ellegårdvej, Sønderborg Sygehus og Sønderborg Produktionshøjskole er der installeret næsten 0,7 MW, og tillægges det store anlæg på taget ved Nordals Idrætscenter på mere end 0,3 MW er Sønderborg-områdets samlede installerede solcellekapacitet nu over 10 MW.

Hertil kommer mellemstore og store anlæg ved blandt andet EUC Syd, Linak, Augustenborg Plejecenter, Værestedet Brohaven og KFN Keramik i Gråsten. Anlæggene på EUC Syd og Produktionshøjskolen er støttet af SunRise PV projektet der blandt andet har deltagelse af Danfoss Solar Inverters, SE, Linak, Esbensen Rådgivende Ingeniører og ProjectZero. Mads Clausen Instituttet på Syddansk Universitet i Sønderborg er projektleder for projektet. Læs mere om projektet her.

Der er flere anlæg på vej og din virksomhed kan stadig være med

Der er mange nye anlæg under opførelse i Sønderborg-området og et forsigtigt skøn er, at der alene i år vil blive installeret yderligere 3 MW solceller i store anlæg i kommunen. Det betyder at Sønderborg-området frem mod årsskiftet kan nærme sig 15 MW installeret solcellekapacitet, og der er plads til flere anlæg på de mange tagflader i området.

Solcelleanlæg er under de nuværende rammebetingelser ikke rentable for private boligejere, men for virksomheder, boligforeninger og lignende er der stadig muligheder for en høj forrentning på investeringer i solcelleanlæg. Specielt virksomheder der ikke har afgiftsfritagelse på deres forbrug og som har et højt elforbrug i dagtimerne, kan få korte tilbagebetalingstider på investeringen i solceller.

Det er dog vigtigt at beslutningen om at investere i solceller ikke trækker i langdrag, tilskuddet bliver nemlig gradvist nedtrappet over de næste år. Læs mere om de nye love om solceller i faktaboksene til højre på siden og i denne nyhed.


10. september 2013

For yderligere oplysninger:

Christian Eriksen

Christian.eriksen@projectzero.dk

10. september 2013

Hvad er de nuværende rammer? – Lov nr. 900

- Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi

For alle solcelleanlæg, som er tilsluttet nettet efter den 11. juni 2013 gælder, at man modtager 60 øre pr. kWh i 10 år og efterfølgende 40 øre pr. kWh.

Dette dog med mindre, at Energinet.dk har givet tilsagn om pristillæg:
Privat installation kan modtage 130 øre pr. kWh, når den samlede installerede effekt fra solcelleanlægget udgør 6 kW eller derunder pr. husstand (pulje på max 20 MW skal søges ved Energinet.dk). Dette nedsættes til 116 øre pr. kWh i 2014.

Fællesanlæg på taget af bygninger kan modtage 145 øre pr. kWh ved tilsagn fra Energinet.dk (pulje på max 20 MW skal søges ved Energinet.dk). Dette nedsættes til 128 øre pr. kWh i 2014.

Fællesanlæg, som ikke er tilsluttet i egen forbrugsinstallation, kan få tilsagn om 90 øre pr. kWh. Dette nedsættes til 84 øre pr. kWh i 2014.

Efter tilsagnet er givet, skal anlægget sættes i drift inden 2 år. Læs mere om Lov nr. 900

Solcelle-fællesanlæg - Lov nr. 901

- Lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, leje, leje af almene boliger og lov om elforsyning

Lejer i en boligforening sidestilles med traditionelle boligejere og kan fritages for elafgifter for eget forbrug pr. time. Dvs. at der kan laves et fællesanlæg, som ejes af udlejer og med bimåler i lejlighederne. Udlejer må gerne være energileverandør.

Læs mere om Lov nr. 901



Det 2.546 m2 store solcelleanlæg på Sønderborg Sygehus er blandt de største der endnu er installeret i Sønderborg-området, men flere og større anlæg er på vej



Et af de mere end 1.500 private solcelleanlæg der er blevet installeret i Sønderborg-området over de sidste par år

SunRise PV projektet



Syddanske virksomheder og organisationer er gået sammen om en fælles indsats for at forbedre realiseringen af de potentialer, der eksisterer på markedet for solcelleanlæg. Læs mere om projekt SunRise PV her.

Cookiepolitik