Husejere lukker øjnene for energifrås

Noget tyder på, at boligejerne har et urealistisk billede af deres boligs energitilstand. De har den opfattelse, at deres bolig er god og sund - og er derfor ikke motiverede for at lave energiforbedringer.

En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Dansk Byggeri viser, at 90 % af de danske husejere mener, at deres bolig ikke har behov for energiforbedringer. Husejernes egen vurdering stemmer desværre ikke overens med virkeligheden, idet næsten halvdelen af de danske husstande har et energimærke, der er dårligere end et D-mærke. I Sønderborg-området er det ca. 94 % af de private boliger, der har energimærke D eller dårligere.

- Vi skal have gang i energirenoveringen af de danske parcelhuse. Men markedet står næsten stille. En del af forklaringen er, at husejerne enten ikke ved eller lukker øjnene for, at deres bolig sluger for meget energi. Derfor skal vi have synliggjort behovet, så husejerne kan få øjnene op for, hvor meget de kan spare på energiregningen, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

Termografisk foto af hus

Renoveringen skal naturligvis være energirigtig

I hele Sønderborg-området har vi 18.600 private boliger, hvoraf hovedparten af disse er opført over de seneste 250 år og har en gennemsnitsalder på 65 år. Den gratis energivejledning ZERObolig har tilbudt de sidste 2 år, har sat skub i energirenoveringen med 100 mio. kroner, men der skal mere til for at løfte boligmassen op i en højere energiklasse. Med stigende energipriser og den lovpligtige energimærkning ved salg, er der nu en synlig kobling mellem boligens energimærke og boligens værdi i en salgssituation.

- Boligens energimærke har større og større betydning i en salgssituation, næst efter beliggenhed! Derfor vil det være rettidig omhu at tænke over sit energiforbrug i dagligdagen og undersøge mulighederne for energirenovering, såfremt man har planer om at sætte sin bolig til salg indenfor en årrække, siger ejendomsmægler Peter Kistrup, Estate i Centrum.

Få et 360 graders energitjek

Det giver god mening at få tjekket om din bolig fråser med energien. Og om en energirigtig renovering kan være til stor fordel for din pengepung. ZERObolig har igen sat gang i gratis energivejledning, som udføres af en ZERObolig energivejleder.

Læs mere og tilmeld dig energivejledning her

24. september 2013



Fradrag

Gør brug af håndværkerfradraget. Læs mere her

Energimærkning



Et energimærke er en vurdering af en bygnings energimæssige tilstand www.energimærkning.dk

Om undersøgelsen

YouGov har for Dansk Byggeri gennemført en spørgeskemaundersøgelse om energirenovering blandt husejere. I undersøgelsen indgår besvarelserne fra personer, der ejer eget stuehus til landbrugsejendom, parcelhus/villa
eller et række-, kæde- eller dobbelthus. Det betyder, at resultaterne skal tolkes som "af den del af befolkningen, som er husejere". Der er i alt spurgt 2.013 personer.

For yderligere oplysninger

Louise Johnsen
louise.johnsen@projectzero.dk

24. september 2013

Cookiepolitik