Placering og montage

Placering

Solcellepaneler kan placeres på næsten alle ejendomme uanset tagtype og taghældning, og de kan også monteres på væg.
Et anlæg har i Danmark sin bedste placering, når det vender direkte mod syd i en hældning på ca. 40° i forhold til vandret.
Vender anlægget mod sydvest reduceres ydelsen med 5-10% i forhold til syd. Ligger anlægget vandret er der en reduktion af ydelsen på 15-25% afhængig af rengøringshyppighed.
Hældning over 15-20° anbefales som minimum for at panelerne kan være selvrensende. Solcellepaneler bliver tilsmudsede på samme måde som vinduer og kræver tilsvarende rengøring for at være fuldt ydende.

Montage

Solcellepaneler kan stort set placeres alle steder og på alle typer tag, hvor der er sol og ingen skygge. Men skorstene, aftrækskanaler, udluftninger, ventilationsanlæg og andre tekniske installationer kan være en udfordring for solcellerne. Skygger fra bygningsdele, træer m.m. skal også tages i betragtning og undgås.

Solcellepaneler monteres som standard med alu-skinner og beslag med tilhørende bolte og skruer beregnet til montering på tegl og paptage m.v. Solcellepaneler kan også monteres på stativer både på jord og på flade tage eller på ydermure for at opnå den bedste hældning.

Hvis man vil undgå at gennembryde pap-taget kan specialpaneler eller solcellemåtter være en løsning. De limes direkte på pap-taget. Et solcelleanlæg tilsluttes elinstallationen som en almindelig brugsgenstand dvs. med fejlstrømsafbryder, afbryder og sikringer. Installationsarbejdet kræver el-autorisation.

Inverter

Inverteren er den enhed, der omsætter jævnstrøm som solcellepanelerne producerer til brugbar vekselstrøm i installationen. Inverteren skal være godkendt af Energinet.dk for tilslutning til det offentlige el-net. Inverteren placeres på et tilgængeligt sted så tæt på solcelleanlægget som muligt. Selvom de fleste invertere kan placeres udvendigt, anbefales det at placere inverteren
indvendigt i bygningen, evt. i et uopvarmet rum.

Juli 2013/LJ


12. november 2013

Solceller



Solceller



Solceller



Cookiepolitik