Varmepumper billigere i 2013

Finansloven for 2013 har gjort det meget billigere for dig at bruge en varmepumpe til opvarmning af boligen - afgiften for elvarme er nemlig nedsat med 42 %.

Installering af en varmepumpe ligger på top-5 for energirenoveringer, når vi ser på de familier, som har fået energivejledning gennem ZERObolig. Og de mere end 70 familier fra Sønderborg-området som enten har fået jordvarme, luft/luft varmepumpe eller luft/vand varmepumpe, kommer i 2013 til at nyde ekstra godt af deres energirenovering.


Et standardhus på 130 m2 med et varmeforbrug på 18.200 kWh årligt, kan med den nye ordning spare 18 % på elregningen, hvilket svarer til næsten 7.000 kr.

"En varmepumpe er især en god løsning hvis man bor i områder, hvor der ikke er mulighed for at koble sig på fjernvarmenettet. Selvom en varmepumpe bruger el til opvarmning, bruger den kun ca. en fjerdedel af den elektricitet, som en el-radiator bruger til at opvarme et hus. Og med den nye lave elvarmeafgift er varmepumper kun blevet mere populære" fortæller ZEROboligs energivejleder, Charlie Lemtorp.


Sådan får du rabatten

For at få rabatten skal din bolig være registreret og godkendt i BBR-registret med elvarme som primær energikilde. Det kan du tjekke under "Varmeinstallation" i din BBR-meddelelse, som du kan finde på www.ois.dk.

Når den er registreret får du automatisk den nedsatte afgift på forbrug ud over 4.000 kWh. Hvis den ikke er registreret og godkendt, skal du have fat i et registreringsskema hos dit elselskab.

Læs mere om elvarmeafgiften på Bolius' hjemmeside

Har du spørgsmål til denne nyhed så kontakt Pernille Beck på +45 74 12 41 91 eller pernille.beck@projectzero.dk.


Pernille Beck
5. marts 2013

5. marts 2013

Varmepumpe

En varmepumpe er et varmeanlæg der udnytter varmen i luften eller jorden til at opvarme boligen. Varmepumper bruger også el, men er langt mere miljøvenlige og billigere i drift end almindelig elvarme.



Et jordvarmepumpesystem



Luft/luft varmepumpe

Cookiepolitik